Som et sandslot i en orkan

Kompleks: AGF blæses omkuld alt for hurtigt. Intet andet hold i Superligaen indkasserer lige så mange tidlige mål.

Artiklens øverste billede
Anders Kure sporer fremskridt hos AGF, hvilket efter tre nederlag i træk også er tiltrængt. Foto: Ernst van Norde/Polfoto

Først Kasper Kusk, så Rasmus Jönsson. Allerede efter et kvarter var AGF bagud 0-2, da holdet for en måned siden mødte AaB.

Det er ganske rammende for AGF’s sæson. Hele ni gange er modstanderen blevet tilladt at score i kampens første 15 minutter, og på det punkt er intet andet hold i Superligaen dårligere.

»Nej. Det ligger vi faktisk noget i,« svarer cheftræner Jesper Fredberg på spørgsmålet om, hvorvidt de mange tidlige mål blot er en ubrugelig, statistisk detalje.

»Vi har været slemme til at indkassere tidlige mål. Det er vi opmærksomme på. Vi arbejder meget med, at vi ikke skal være for nervøse og afgive for meget initiativ til modstanderen i kampens indledende fase,« siger han.

Ugen før det forsmædelige nederlag til AaB var AGF oppe mod Sønderjyske. Her scorede sønderjyderne efter tre minutter. I december kunne OB juble to gange inden for de første 10 minutter, da AGF var på besøg. Sådan kan man finde mange eksempler.

Af de syv kampe, hvor AGF har lukket mål ind i det første kvarter, har holdet tabt de fem.

»Måske har vi været for nervøse. Vi har i hvert fald haft en tendens til at komme bagud for hurtigt – og for nemt,« konstaterer Jesper Fredberg.

»Mange hold lægger et højt pres, og vi har nok været for tilbøjelige til at overlade initiativet til vores modstandere. Så kan der let opstå tilfældige chancer, som resulterer i mål,« siger han.

Et vaklende forsvar

Tit taler man om, at de sene mål er frustrerende. Dem, hvor uret næsten er rindet ud, og bolden lander for fødderne af en modstander, der sparker den ind.

Så er det, at man som fodboldspiller har lyst til grave sig ned under græstæppet. Eller slå hul i en væg, afhængig af ens temperament.

Men lige så frustrerende kan de tidlige mål være.

»De kan betyde, at man pludselig skal revurdere hele sin gameplan. Det kommer lidt an på, hvordan målet opstår. Er man blevet spillet ud på røv og albuer, vil man reagere. Er det et fuldkomment tilfældigt mål, vil man oftest holde fast i sin gameplan,« siger Jesper Fredberg.

Han har snakket med spillerne om de tidlige mål. Set video og forsøgt at finde en løsning.

»Jo mere spillerne bliver trygge ved vores spilsystem, desto hurtigere forsvinder de tidlige mål, har jeg tænkt. Og det har måske været rigtigt. Vi har i hvert fald ikke indkasseret tidlige mål i de seneste to kampe,« siger cheftræneren.

I hovedreglen er det dog stadig en god idé at holde sig fra AGF’s målstatistikker, hvis man er fuldblodsfan af klubben. 46 gange er der blevet scoret mod AGF denne sæson, hvilket er dårligst af alle hold i Superligaen.

»Det er ikke tilfredsstillende. Vi skal ikke være så nemme at score mod, og det har været et af vores fokuspunkter til træning. De sidste to kampe har vi kun lukket et enkelt mål ind, men til gengæld formår vi ikke selv at score. Det er heller ikke godt nok,« siger Jesper Fredberg.

Meget er på spil

Han har nok at tænke på inden søndagens svære udebanekamp mod FCK. Et nederlag vil gøre AGF alvorligt nedrykningstruet, mens en sejr vil dæmpe alarmklokkerne – i hvert fald for en stund.

»Vi møder et sultent FCK-hold i en kamp, da meget er på spil. Vi skal opsøge heldet og gøre alt for at få point med hjem. Det kræver, at vi matcher FCK’s offensive råstyrke og selv bliver langt mere chanceskabende,« understreger Jesper Fredberg.

Anders Kure supplerer:

»Jeg har en god følelse i kroppen, for jeg synes, at vi ser fremskridt i vores spil. Defensiven hænger bedre sammen, men vi skal score flere mål. Vi trænger til en sejr, og en god præstation i Parken kan sparke noget selvtillid i truppen,« siger han, der håber på én ting:

»Vi må ikke komme bagud tidligt i kampen. Det er det værste, der kan ske.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen