AC Horsens nærmere Superligaen med sejr i Silkeborg

Johnny Mølbys mandskab vandt 3-1 på udebane over Silkeborg i en kamp mellem sidste sæsons superliganedrykkere.

Artiklens øverste billede
Med en sejr på 3-1 i Silkeborg er Horsens godt på vej tilbage til Superligaen.

AC Horsens tog lørdag et vigtigt skridt i bestræbelserne på at rykke op i Superligaen med en udesejr på 3-1 over Silkeborg.

Sejren betyder, at Johnny Mølbys Horsens-mandskab på andenpladsen nu har et hul på tre point til netop Silkeborg.

AC Horsens, Silkeborg og topholdet Hobro kæmper om topplaceringerne i 1. division, hvor kun de to bedste hold indløser billet til Danmarks bedste fodboldrække.

Værterne var bedst før pausen, men AC Horsens tog føringen i anden halvlegs indledning, da Lasse Kryger headede gæsterne foran.

Et kvarter før slutfløjt opsnappede André Bjerregaard bolden i Silkeborgs bagkæde og øgede til 2-0. Bjerregaard cementerede sejren med endnu en scoring i overtiden, efter at Morten Beck Andersen havde reduceret for Silkeborg.

Udvisning

I overtiden blev Silkeborgs Dennis Flinta udvist efter at have modtaget sin anden advarsel.

Hobro topper 1. division med 45 point for en kamp færre end Silkeborg og AC Horsens. Horsens har 42 point, mens Silkeborg er noteret for 39.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen