Fodboldspiller reddede modstanders liv på banen

Ukrainsk landsholdsveteran var ved at sluge sin egen tunge, da en snarrådig modspiller greb ind.

Artiklens øverste billede
Jaba Kankava (forrest) handlede resulut, da Oleh Husev slugte sin tunge.

Den georgiske midtbanespiller Jaba Kankava fra Dnipr Dnipropetrovsk har fået heltestatus i ukrainsk fodbold, efter at han med en hurtig reaktion muligvis reddede en modstanders liv søndag.

Dynamo Kievs ukrainske landsholdsspiller Oleh Husev blev slået bevidstløs og var i gang med at sluge sin tunge, da Kankava greb ind og fik fisket Husevs tunge væk fra luftvejene.

Dermed slap Husev fra den livstruende situation med en hjernerystelse, en mistet tand og en brækket kæbe.

Handlede som en erfaren paramediciner

- Man kan hævde, at Kankava har reddet Husevs liv, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP fra Boris Radutsky, der er chef på hospitalet i Dnipropetrovsk.

- Det er svært at gætte på konsekvenserne, hvis Kankava ikke havde reageret så hurtigt. Heldigvis handlede han som en erfaren paramediciner.

- Den nuværende status på Husevs helbred er tilfredsstillende. Han er en stærk og målrettet fyr, og vi forventer, at han snart er frisk igen, siger Boris Radutsky.

30-årige Oleh Husev er noteret for 90 landskampe for Ukraine.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen