Officielt: Guus Hiddink bliver hollandsk landstræner

Hiddink har skrevet kontrakt indtil EM 2016 og tager Danny Blind og Ruud van Nistelrooy med som assistenter.

Artiklens øverste billede
Guus Hiddink er ny hollandsk landstræner.

Det bliver helt som ventet erfarne Guus Hiddink, der overtager det hollandske fodboldlandshold efter VM i Brasilien.

Hiddink afløser den nuværende chef, Louis van Gaal, der selv har ønsket at træde tilbage, når sommerens store højdepunkt er overstået.

67-årige Guus Hiddink vender dermed tilbage til det prestigefyldte job, som han også havde mellem 1994 og 1998. Her sluttede han med at føre Holland frem til VM-semifinalen i 1998, hvor hollænderne tabte til Brasilien efter straffespark.

Langsigtet plan på plads

- Jeg er beæret over at vende tilbage som træner for det hollandske landshold, siger Hiddink til det hollandske fodboldforbunds hjemmeside.

Hiddinks kontrakt med forbundet løber til og med EM i 2016, og med sig tager han to assistenter, de tidligere topspillere Danny Blind og Ruud van Nistelrooy.

Det er planen, at Blind overtager landsholdet i 2016.

Fodboldfilosofi sikret

- Vi har et team med meget fodboldviden og erfaring. Det er vidunderligt, at jeg kan være med til at udpege min egen efterfølger, og at generationsskiftet dermed er på plads.

- På den måde er den samme fodboldfilosofi sikret på lang sigt, hvilket kun kan være til gavn for landsholdet, siger Hiddink.

Den succesfulde træner har senest stået i spidsen for den russiske klub Anzhi, som han forlod sidste sommer.

På hans omfattende træner-cv står også klubber som PSV Eindhoven, Fenerbahce, Valencia, Real Madrid, Real Betis og Chelsea.

Han er desuden været landstræner i Sydkorea, Australien, Rusland og Tyrkiet.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen