»Til tider er attituden forkert«

Superliga: Opmuntringerne var få for AGF-træner Jesper Fredberg dagen efter et nyt nederlag på hjemmebane. Men han og staben følger kursen, selv om der er bump på vejen.

Artiklens øverste billede
Esbjerg-spillerne havde i den grad fat i AGF. Her er det jesper Lange, der bliver bremset. Foto: Sebastian Buur Gunvald

Mødet trækker ud. Inde bag ruderne i cafeteriet i AGF’s klubhus er samtlige spillere fra AGF’s stab ved at gennemgå mandagens fodboldkamp.

0-3 mod Esbjerg blev udkommet af forårets femte superligadyst, den tredje på hjemmebane og det andet klare nederlag. Det tredje, hvis man tæller pokalkvartfinalen mod AaB med.

Alligevel står AGF tilbage med syv point efter de første runder, men også en smule svimmelhed efter op- og nedture. Fra et heldigt sidsteøjebliksmål af Jens Jønsson i Haderslev til 2-1-sejr, som sagt et ordentligt hak af AaB og derefter en hårdt tilkæmpet 3-1 gevinst i Randers.

I en times tid dissekerer trænerstaben og spillerne nederlaget mod Esbjerg, alle byder ind med meninger og holdninger, inden flokken trækker ned på kunstgræsbanen til en god times træning. Enkelte spillere skånes, andre giver den fuld gas i småspillet. Humøret er så småt begyndt at vende tilbage. Også selv om nederlaget mod Esbjerg gjorde ondt.

Hvad er problemet med AGF, hvorfor går det i den grad op og ned, er et relevant spørgsmål, som træner Jesper Fredberg gerne vil svare på. Først rømmer han sig lige.

»Nederlaget mod Esbjerg gør rigtig ondt, fordi vi havde så meget at bygge videre på efter Randers-kampen. Ja, vi mangler et par spillere, men erstatningerne er fuldgode. Jeg synes også, efter at have set kampen et par gange: Esbjerg har kun to afslutninger i første halvleg. Vi har så bare ikke noget som helst. Jo, et lille pres lige inden de scorer til 2-0. Da begynder vi at få et par hjørnespark. Men man sidder med et helhedsindtryk af, at vi er et skridt efter i første halvleg. Der er bare verden til forskel på at gå til pause bagud med et mål i stedet for to. I stedet kommer vi ud og er bagud 0-3 bare 25 sekunder efter pausen. Det gør ondt.«

Helt uden omsvøb

Jesper Fredberg siger tingene direkte, uden omsvøb, men han tillader sig også at være nuanceret, også selv om omgivelserne ikke altid er det. Fodbold er sort-hvidt. Tab eller vind. Men han holder fast i den kurs, han og staben har lagt ud.

»Der vil komme bump på vejen. De har allerede været hårde. Vi kommer til at tabe fodboldkampe, det kan vi lige så godt sige. Men vi har også en trup, der også skal vinde en masse kampe. Men vi kommer også til at møde hold, der er stærkere end os. Det accepterer vi. Man kan tabe på forskellig vis. Mandag var træls. Vi skal forvente fra alle, at de leverer en arbejdsindsats på 100 procent eller lige over,« siger den aarhusianske træner.

Spørgsmålet er så, om han fik den ventede arbejdsindsats.

»Jeg synes, at vi til tider har en forkert attitude på banen. Vi gør ikke tingene sammenhængende nok. Så bliver det spredt, nogle gør noget for sig selv. Det er lige præcis det, vi gerne vil væk fra, og det ligger bare lidt dybere i nogle spillere, end vi havde troet. Det skal vi have fokus på. Vi skal sørge for, at folk følger den gameplan, der er lagt, og at de er en del af fællesskabet. Ingen må søge sit eget.«

I anden halvleg, da AGF var nede med tre mål, kunne publikum se Jens Jønsson knokle. På tribunen sad anfører Anders Kure, karantæneramt, akkurat som AGF’s klart bedste i foråret, Danny Olsen. De tre spillere ligner nogle, der er på holdkortet til AGF’s næste opgave, mandag aften i Farum mod FC Nordsjælland. Muligvis også georgieren David Devdariani, som også var spærret på grund af for mange advarsler.

Fra sidelinjen kunne AGF-træner Jesper Fredberg se, at der var flere mangler i AGF’s spil.

Respekt for stregen

»Det er nemmere at acceptere fejl, hvis man ved, at spilleren har ydet alt, hvad han kan. Vores tekniske niveau var for lavt. Vi lavede for mange uprovokerede fejl, vi fik ikke holdt fat i bolden. Vi satte hinanden under pres på forkerte tidspunkter.«

For AGF-træneren er vejen klar. Han begynder ikke pludselig at ændre på det, som der arbejdes med. Heller ikke selv om det koster nederlag som mod Esbjerg.

»Dette er måden, vi kan få point på. Det er jeg ikke i tvivl om. Spillerne bliver mere trygge, de kender deres roller. Vi har kun arbejdet med det i under en måned. Situationen kræver, at vi holder en kurs. Det bedste er at stå fast og arbejde benhårdt på den. Det er ikke et kapløb med tiden, for vi skal nok nå det, men jeg har respekt for nedrykningsstregen. Det er tæt, men der er mange hold om det. Det bliver en mental kamp i foråret. Vi skal ikke begynde at ryste på hånden. Det har vi prøvet i AGF, det virkede ikke.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.