Ronaldo raser over dommeren efter El Clasico-gyser

Dommeren i opgøret mellem Real Madrid og Barcelona var nervøs og lavede mange fejl, mener portugiseren.

Artiklens øverste billede

Cristiano Ronaldo er utilfreds med dommeren efter Real Madrids nederlag til Barcelona i søndagens vilde topopgør i den spanske liga.

Alberto Undiano Mallenco, manden med fløjten, var simpelthen for nervøs til at lede kampen og havde alt for mange fejlkendelser, lyder det fra den portugisiske angriber.

- En kamp mellem Real og Barca bør have et højt dommerniveau, siger Ronaldo.

- Du kan ikke tage de rette beslutninger, når du er nervøs. Det får mig til at tænke på, at det ikke kun er på banen at kampe vindes. En smule hjælp udefra gavner også, siger han.

Afgørende udvisning

Mallenco dømte tre straffespark. Det første udnyttede Ronaldo til at bringe Real Madrid foran 3-2 få minutter efter pausen.

Men få minutter senere blev Real Madrids Sergio Ramos udvist for at fratage Neymar en klar scoringschance i straffesparksfeltet, og syv minutter før tid fik Barcelona endnu et forsøg fra pletten.

Lionel Messi scorede på begge straffespark og sikrede dermed FC Barcelona sejren på 4-3.

Ronaldos træner, Carlo Ancelotti, er knap så kritisk over for dommer Mallenco. Han mener, at udvisningen af Ramos afgjorde kampen.

- Det er svært for mig at kommentere dommerens kendelser, fordi der var mange. Men den (udvisningen, red.) var afgørende. Vi var på sejrskurs med 3-2 og styrede kampen, men det er meget sværere at kontrollere en kamp med en spiller i undertal, siger Ancelotti.

Svær udekamp

Han forventer, at spillerne efter nederlaget vil være ekstra sat op til onsdagens svære udekamp mod Sevilla, som spiller glimrende for tiden.

- Selvfølgelig er vi ikke tilfredse, fordi vi har misset en stor mulighed, men vi vil kæmpe til det sidste. Vi har brug for en reaktion på onsdag. Det kan blive sæsonens nøglekamp, siger Ancelotti.

Real Madrid og Atlético Madrid har begge 70 point i toppen af den spanske liga, mens Barcelona er et enkelt point efter.

/ritzau/AFP

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen