Arsenal straffer Nicklas Bendtner for druktur i København
Arsenal havde ikke givet Nicklas Bendtner lov til at rejse til København.
Arsenal-manager Arsene Wenger blev i dag konfronteret med Nicklas Bendtners druktur i København natten til onsdag, og der var kontant udmelding fra chefen.
"Jeg ved ikke, hvad der skete. Det eneste, jeg med sikkerhed ved, er, at ingen gav ham lov til at tage til København. Det vil han få en bøde for."
Og så lod Wenger ikke til at være specielt interesseret i at have mere med danskeren at gøre.
"Hans kontrakt udløber til sommer," sagde Arsene Wenger ifølge de journalister, der dækkede pressemødet.
Ifølge Daily Telegraph bliver bødestørrelsen to ugers løn, hvilket skulle svare til 900.000 kr.
Hæderligt exit
Ifølge den engelske Daily Mail havde Arsene Wenger allerede en samtale med danskeren onsdag aften.
Nicklas Bendter rejste til København, mens Arsenal var i München for at spille Champions League.
I København skal Bendtner angiveligt have truet en taxachauffør med tæv, samt knappet sine bukser op og gnedet sig op ad taxaen.
I München fik holdkammeraterne et hæderligt exit fra Champions League med 1-1 mod Bayern München.