Fortsæt til indhold
Fodbold

Messi om skattefusk-anklage: Jeg er uskyldig

Lionel Messi siger, at han ikke har fusket i skat, hvilket ellers er blevet bragt som en historie i medierne.

Ritzau

Uskyldig.

Det siger den argentinske fodboldstjerne Lionel Messi som svar på den historie, mediet BBC bragte tidligere onsdag.

Her skrev BBC, at Messi og hans far i øjeblikket bliver undersøgt for skattesvindel i Spanien. Ifølge BBC handler det om et beløb på mere end fire millioner euro, cirka 30 millioner kroner.

- Vi har via medierne lige fundet ud af, at vi bliver undersøgt for skattefusk. Vi er overraskede over de nyheder, fordi vi aldrig har gjort noget forkert, skriver Messi på sin Facebook-side.

1-1 i landskamp

Skattesvindlen skulle angiveligt have fundet sted i årene 2007-09. 25-årige Messi var natten til onsdag dansk tid med til at spille 1-1 for Argentina i Ecuador i VM-kvalifikationen.

Offensivspilleren, der til dagligt tørner ud for FC Barcelona, er de seneste fire år blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller.