Fortsæt til indhold
Fodbold

"Armenien knuste det danske hold"

De armenske medier tager sejren med ophøjet ro.

Umiddelbart tager de armenske medier den storslåede sejr over Danmark med ro. Nyheden ligger pænt placeret blandt andre regionale nyheder.

Mediet panorama.am skriver dog under overskriften "Armeniens hold knuste det danske hold", at man næppe havde regnet med noget i København, men "som de siger, fodbold er uforudsigeligt, og som et bevis på dette var sejren på 4-0".

På PanArmenian.net hoveres der lidt mere og sparkes lidt ud efter Danmark.

"Armenien fik nationens største sejr nogensinde, da holdet vandt en overbevisende sejr på 4-0 over Danmark. Det var et stort slag mod værternes forhåbning om at komme til VM," skriver PanArmenian.Net.

Ifølge News.am spillede den tidligere Randers-spiller Yura Movsisyan med 0-1-nederlaget til Malta i baghovedet.

"Men i dag har vi bevist, at vi er et stærkt hold, og vi spillede ikke for penge, men for stoltheden i nationen og for vort folk," sagde Yura Movsisyan til News.am.

Armeniens træner øjner en mulighed efter sejren.

"Vi vil fortsætte med at spille for sejren, hvis vi vinder alle de næste kampe, vil der være noget at kæmpe for i gruppen," sagde Vardan Minasyan, der ikke mente, at resultatet var tilfældigt, da de to første mål kom efter indøvede detaljer.

Kan nå Brasilien

Mediet Oratert News anlægger en lettere optimistisk vinkel på begge nationers vegne:

"Ingen af holdene er ude af løbet om at nå til Brasilien," skriver Oratert News.