Fortsæt til indhold
Fodbold

Brøndby overlevede rædselssæson

Horsens tabte gyserkampen, selvom holdet sluttede en mand i overtal.

Først undgik de konkursen, og mandag 20. maj reddede Brøndby IF sig endnu en sæson i Superligaen, efter det værste år i klubbens historie. Det skete med en 1-0 i Horsens, som i stedet spiller i 1. division i næste sæson.

Det kunne dog sagtens være endt stik modsat.

Brøndby blev ramt af en tynd udvisning, og holdet reddede endda en Horsens-afslutning på målstregen en, måske endda to, gange. Med en spiller i undertal i kampens sidste 22-24 minutter blev Brøndby udsat for et massivt pres af Horsens-spillerne, der kæmpede med alt, de havde.

Forfærdelig grim

Det gjorde Brøndbys også i en forfærdeligt grim, men intens og uhyre spændende fodboldkamp, og det var nok.

I overtiden scorede Lebogang Phiri til 1-0 og skabte helt sindssyge jubelscener i Brøndby-afsnittet. 15-20 romerlys blev tændt, og tilskuerne væltede rundt i hinanden, mens målmand Michael Falkesgaard gled ud mod dem på sine knæ.

Brøndby-tilskuerne havde hele dagen fyldt meget i og omkring Horsens. Motorvejene mod byen var fyldt med Brøndby-tilhængere inden kampen, og det var den østjyske by også.

Fansene var i råbehumør en time inden opgøret. Da hjemmeholdets tilskuere har en helt anden sammensætning, var der en smule sandhed i det, da Brøndbys fans råbte, at ”Det her er Vilfort Park.”

Alt handlede om nærkampe

Overalt på Casa Arena sitrede det af nerve og en fodboldkamp til 25 mio. kr.

Det er, hvad Brøndby selv mener, at en nedrykning koster klubben. Betydningen kunne også aflæses på den nærmest rædsomme kvalitet, som kampen blev afviklet i.

Det hele handlede om nærkampe, standardsituationer og om at undgå fejl. Det sidste formåede AC Horsens’ angriber Ken Fagerberg ikke, og alene i 1. halvleg nærmede han sig de 10 af slagsen, der medførte boldtab.

Svenskeren havde til gengæld Horsens’ største chance i 1. halvleg. Mikkel Thygesen beviste sine mangler som kontrollerende midtbanespiller, da han smed en pasning på tværs af egen banehalvdel til en Horsens-spiller.

To pasninger senere sparkede Fagerberg fladt, hårdt og præcis mod det lange hjørne, men Michael Falkesgaard beviste med en flot redning, hvorfor Michael Tørnes sidder på bænken for Brøndby.

Antipas spøgte

Indtil da havde halvlegen tilhørt Brøndby. Clarence Goodson havde med et par fine kampe i dette forår skubbet Dario Dumic på bænken, og amerikaneren var tæt på at sende en farlig hovedstødsafslutning mod mål.

Derudover spøgte Quincy Antipas med sin fart hele tiden omkring Horsens’ forsvarsspillere, men især Steffen Kielstrup var god. Han blev inden kampen kåret til sæsonens fighter i Horsens.

Spiller var som sagt dårligt, og det blev kun værre som 1. halvleg skred frem. Man sad, som så ofte hvad angår Horsens, med fornemmelsen af, at kun Martin Spelmann kunne score for ”De Gule.”

Hvem skulle det ellers være? André Bjerregaard? Nej vel. Thomas Kortegaard? Ikke rigtigt. Ken Fagerberg? Slet ikke. Han gik endda og daskede med armene og havde tunge skuldre mod slutningen af 1. halvleg, som om svenskeren allerede da var blevet træt.

Horsens kom bedre med

Nej, det skulle komme fra Martin Spelmann, men han virkede overilet i sine beslutninger. Med udtagelser som, at Horsens er ”klasser bedre” end Brøndby efter torsdagens nederlag i Sønderjyske, kunne det da også virke som om, at Spelmann har været overtændt i disse, afgørende uger.

Da de sidste 45 minutter gik i gang, tydede alt derfor på, at dette forår ville ende med, at Brøndby reddede sig fra både konkurs og nedrykning. Omvendt var vi kun en fejl, en tilfældighed i straffesparksfeltet eller en eller anden god Horsens-aktion fra, at det hele ville vende.

Og dem kom der nogle stykker af i 2. halvleg. I det første kvarter tilhørte alt hjemmeholdet.

Ken Fagerberg snittede et hjørnespark mod mål, og havde bolden ikke ramt Simon Makienok på stregen, var den nok gået i mål. Få minutter senere fik Martin Spelmann en skudmulighed lige uden for feltet, men han skød forbi, ligesom Fagerberg, da der var spillet en time.

Rødt kort til Brøndby

Horsens-presset blev bremset, men så valgte dommer Jakob Kehlet at sætte gang i det igen. Først gav han Quincy Antipas kampens første gule kort for at brokke. Det virkede tyndt, selv om man fra denne plads naturligvis ikke kunne høre, hvad Antipas råbte.

Med 19 minutter tilbage af kampen gav Kehlet så Antipas det andet, tynde gule kort, og så var Brøndby 10 spillere på banen. Da havde Auri Skarbalius allerede skiftet Simon Makienok ud, og så var der kun Martin Bernburg tilbage som Brøndby-angriber. Lidt efter satte Auri Dario Dumic ind, og så spillede Brøndby med fem forsvarsspillere i resten af opgøret. Alt var Horsens-pres mod Brøndby-målet.

Jens Stryger Larsen reddede på stregen, og Henrik Tofts hovedstød landede på den, med Horsens-øjne, forkerte side af nettaget. Jude Nworuh skød lige over.

Manglede kvalitet

Det var så spændende, at det blev helt ubehageligt. Auri Skarbalius støttede sig opad udskiftningsboksen. Han lignede en mand, der var ramt af noget tungt i alle led.

Mens Skarbalius knugede sig til udskiftningsboksen, kæmpede hans spillere videre. De kunne glæde sig over, at Horsens simpelthen manglede kvalitet i det offensive spil. Idéer var der ingen af, og koldblodigheden var heller ikke i Horsens.

Derfor endte det, som det gjorde. Med Brøndby i Superligaen efter sommerferien, og Horsens i 1. division.