AGF-veteran: Jeg nyder det
Martin Jørgensen glæder sig over, at AGF har fundet vej til målet.
Akkurat som mod Sønderjyske i weekenden fremstod 37-årige Martin Jørgensen som sit holds omdrejningspunkt, da AGF besejrede AaB med 3-0.
»Vi udnyttede vores chancer, vi spillede godt som hold, vi var gode til at bakke hinanden op, når der blev lavet fejl. Det kan godt blive forkrampet, når man har noget at spille for. Det gælder mest nedrykning, men også den anden vej, og AaB mødte vel bare et bedre hold i dag. Vi kunne spille frigjort,« sagde Martin Jørgensen, der roste blandt andre angriberen Søren Larsen, som scorede for anden kamp i træk.
»Det er rart, at vi har fundet en, der kan sparke den ind. Det giver ro i vores spil. Det er dejligt at spille, når det går så godt. Jeg nyder det virkelig, efter jeg er kommet tilbage,« sagde Martin Jørgensen.
AGF møder FC Midtjylland i Herning på mandag i sæsonens sidste kamp, og en aarhusiansk sejr betyder, at klubben ender som nummer seks.