Fortsæt til indhold
Fodbold

Thomasberg er fortid i Fredericia

FC Fredericia har fyret cheftræner Thomas Thomasberg. Rutineret duo vikarierer.

Ritzau

Fredericia har ikke haft noget specielt godt forår i den næstbedste danske fodboldrække, og det har klubbens ledelse nu taget konsekvensen af.

Cheftræner Thomas Thomasberg er blevet fritstillet med øjeblikkelig virkning, efter at holdet kun har hentet fire point i sine seneste syv kampe og reelt har spillet sig ud af oprykningskampen.

"Har arbejdet stenhårdt"

- Vi har været meget glade for den periode, hvor vi har haft Thomas Thomasberg. Han har arbejdet forbilledligt og er en fantastisk person.

- Han har arbejdet stenhårdt for at opnå succes for FC Fredericia, men det er desværre ikke lykkedes, hvorfor vi i dag har besluttet at stoppe samarbejdet, siger direktør Stig Pedersen til klubbens hjemmeside.

Klubben har nu indledt jagten på en ny træner. I mellemtiden vil Thomasbergs assistent Steen Thychosen og klubbens såkaldte konceptmager, Allan Simonsen, lede klubbens førstehold.

Fyret i Midtjylland

Det er anden gang, at Thomas Thomasberg oplever at blive sat fra bestillingen som cheftræner.

Det skete også i efteråret 2009, hvor han måtte sige farvel i utide til FC Midtjylland.

Siden førte den tidligere AaB'er FC Hjørring op i 1. division, inden han skiftede til Fredericia.

14 point fra oprykning

Fredericia ligger nummer seks i 1. division, 15 point efter det førende hold, Vejle Boldklub Kolding og 14 point fra en oprykningsplads.

Klubben tabte i weekenden 0-1 til nummer to, FC Vestsjælland.