Aston Villa fyrer manager McLeish
Aston Villas magre sæson koster Alex McLeish jobbet som manager for Premier League-klubben.
En placering som nummer 16 i Premier League og blot 7 sejre i 38 kampe var ikke godt nok for Aston Villas ledelse, der mandag valgte at fyre manager Alex McLeish.
Dermed nåede skotten kun at lede Birmingham-holdet i en enkelt sæson, hvor klubben stik mod forventning til sidst endda var i fare for at rykke ned.
- Klubben er skuffet over sæsonens resultater, præstationer og den besked, de har sendt til vores fans.
- Bestyrelsen vil gerne forsikre tilhængerne om, at vi på alle måder er bevidste om, at Villa forventer og fortjener mere, hedder det på klubbens hjemmeside.
Aston Villas sidste kamp i sæsonen endte med et 0-2-nederlag til Norwich, og det var manager McLeish selvsagt ikke tilfreds med.
- Det var en uacceptabel præstation i en Aston Villa-trøje. Det er jeg nødt til at lave om på. Der bliver forandringer, lovede McLeish efter kampen uden altså at vide, at det var på managerposten, at der skulle skiftes ud.
Aston Villa formåede ikke at vinde en eneste af sæsonens 10 sidste kampe, og det affødte stor utilfredshed hos tilhængerne, der har været på nakken af McLeish i de sidste par uger.