Årets 10 bedste fodboldkampe
Vi har kåret årets 10 bedste fodboldkampe. Stem med og deltag i diskussionen.
Vi skal ikke lægge skjul på, at vi sportsjournalister bruger lang tid på at diskutere fodboldkampe. Ikke bare i vores fritid, men også på redaktionen.
I år har vi besluttet os for at liste de 10 kampe, som begejstrede os mest i 2012. Dramaet, da Manchester City vandt Premier League i sidste spillerunde, har vi valgt til at være den kamp, der var mest dramatisk, havde det vildeste hændelsesforløb og gav den største oplevelse. Med andre ord en af de kampe, der kun er en af, for hver 100 man ser.
Under hver minireportage kan du logge ind i vores Premium-univers og får den fulde oplevelse med reportager, nørdede observationer, flotte billeder, samt genopleve dramaerne på videoklip.
Det er gratis at oprette sig på Premium, og det er ikke bindende. Årets kamp
1. Det største drama i en generation
13.5 Manchester City - Queens Park Rangers 3-2
Da Manchester City blev engelsk mester for første gang i 44 år skete det efter det største drama, man kan huske i engelsk fodbold.
Mange af dem var gået hjem. Voksne mænd græd. Det var billederne på Etihad Stadium i Manchester, da uret rundede 90 minutter. Fire minutter senere gik alt amok. Da Manchester City 13. maj blev engelsk mester for første gang siden 1968, skete det efter nogle sindssygt dramatiske timer.
I anden 2. halvleg både udlignede Queens Park Rangers og kom foran. Først udlignede Edin Dzeko tre minutter inde i overtiden og to minutter senere fik Mario Balotelli halvt liggende skrabet bolden videre til Sergio Aguero i straffesparksfeltet, Han tog et træk i medløb og høvlede bolden i mål i det korte hjørne.
Aguero smed trøjen, og scenerne på tribunerne lignede én stor ”mosh-pit” foran scenen til en rockkoncert. City var mester igen.
troels
2. Chelsea guddommelige indgriben
19.5 Bayern München - Chelsea 1-1 (4-5 efter forlænget spilletid og straffespark.)
Så fik han den. Chelseas ejer Roman Abramovich fik 20. maj 2012 endelig den oplevelse, han i 2003 købte sin engelske klub for at få. I Champions League-finalen havde Chelsea alt det held, som holdet ikke havde mod Manchester United i 2008.
Bayern München var klart bedst og førte 1-0, da kampen ramte dommeren overtid, men så dukkede Didier Drogba op. Den fantastiske angriber lavede et utroligt hovedstød, som Manuel Neuer ikke kunne redde, og så gik kampen i forlænget spilletid.
Da misbrugte Bayern Münchens Arjen Robben et straffespark, og så endte det med, at Ivica Olic og Bastian Schweinsteiger blev skurkene i straffesparkskonkurrencen, mens Drogba igen blev helten. De engelske fans gik amok, mens man næsten kunne føle Schweinsteigers smerte.
troels
3. Ronaldo fik sin hævn
21.4 FC Barcelona – Real Madrid 1-2
Efter tre mesterskaber i træk til FC Barcelona tog Real Madrid i sidste sæson revanche, og Cristiano Ronaldo fik endelig vist, at han over en hel sæson kan være lige så god som Lionel Messi.
Kulminationen på Real Madrids mesterskab kom 21. april.
Real Madrid spillede en nær perfekt udebanekamp, og Messi blev for en gangs skyld ikke afgørende. Det gjorde Cristiano Ronaldo.
Da han bragte Real Madrid foran 2-1 umiddelbart efter Barcelonas udligning, var hans kropssprog topmålet af arrogance og overskud. Hænderne blev skubbet nedad i takt med Ronaldos ord til Camp Nous publikum.
»Calma, calma,« sagde han. »Rolig, rolig.« Derfra kørte Real Madrid sejr og mesterskab med til den spanske hovedstad.
troels
4. Surrealisme i Brøndby
20.5 Brøndby – FC Nordsjælland 0-1
Det var en af de mest mærkelige kampe i Superligaens historie, da FC Nordsjælland i næstsidste spillerunde af 2011/2012 sæsonen vandt 1-0 i Brøndby.
FC København førte Superligaen med FC Nordsjælland et point efter på andenpladsen. Derfor havde Brøndby IF muligheden for at hjælpe med at tage mesterskabet fra FC København.
Hjemmeholdets tilhængere sang skiftevis smædesange mod FC København og hånede sine egne. To gange jublede de. Da FC Nordsjælland bragte sig foran, og da meddelelsen om, at FC København lige efter kom bagud mod FC Midtjylland nåede Brøndby Stadion.
»Jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at vi ikke spillede på udebane. Det er svært at forklare, men det var mærkeligt,« sagde FC Nordsjællands matchvinder Kasper Lorentzen.
troels
5. EM levede for en stund
9.6. Danmark – Holland 1-0
De ramte stolpen og tvang mesterlige redninger ud af Stephan Andersen. Robin van Persie og Arjen Robben misbrugte den slags chancer, de næsten altid scorer på.
Da Danmark i holdets første EM-kamp vandt 1-0 over Holland, var holdet spillet helt ned, mens det udnyttede hollændernes træthed og snigende splid internt til at skabe en del i slutningen.
Den præstation gav håb om, at Danmark kunne spille sig videre fra den måske sværeste lodtrækning i EM’s historie og var et nervepirrende, positiv øjeblik i Morten Olsens dårligste landsholdsår som træner. Holdet vandt kun 2 af 11 kampe, og det er ikke sket før i Olsens 12 år som landstræner.
Sejren over Holland efterlod dog indtrykket af et ganske godt EM, for den sørgede for, at der var spænding til det sidste.
troels
6. Det ypperligste fra Ruhr-distriktet
12.5 Borussia Dortmund - Bayern München 5-2
Hvis Barcelona er blevet kendt for at spille tiki-taka, så er det lettest at beskrive Borussia Dortmunds spillestil som tiki-taka på amfetamin med tålmodighed som et engelsk førstedivionshold.
Den cocktail smagte Bayern München tre gang i sæsonen 2011/12. To gange 1-0 i Bundesligaen og den mindeværdige pokalfinale, hvor Dortmund vandt 5-2 efter et hæsblæsende opgør.
Robert Lewandowski scorede tre gange for Dortmund og efterlod Bayern med et hak i tuden, som holdet skulle se, om det kunne rette ud i Champions League-finalen blot en uge senere...
lund
7. Svensk snus i tyskernes maskineri
16.10 Tyskland - Sverige 4-4
At vende 0-4 til 4-4 er en sjældenhed. At udligne en så stor føring på blot en halv time er småsensationelt. Men at gøre det mod Tyskland, som Sverige gjorde det i efteråret, ja, så er vi ovre i kategorien, hvor fysikkens og fodboldens love bøjes til bristepunktet.
I den første time af VM-kvalkampen tildelte hjemmeholdet svensken den ene fodboldmæssige tredjegradsforbrænding efter den anden og scorede fire mål i processen. Så da Zlatan Ibrahimovic i det 62. minut reducerede til 1-4 ærgrede tyskerne sig mest over, at buret dermed ikke blev holdt rent. Men med Zlatan som indpisker og tyskernes forsvar som statister bragte Michael Lustig og Johan Elmander liv tilbage i den døde svenske patient. Og da Rasmus Elm to minutter inde i overtiden helt udækket sparkede udligningen i kassen, glemte selv statsminister Fredrik Reinfeldt de diplomatiske manerer, og sprang jublende i vejret med en kraft, så hans tyske sidemand Angela Merkel, nær væltede omkuld. Det samme gjorde hele fodboldens verden over årets mest opsigtsvækkende comeback.
/maz
8. EM's smukkeste detalje
24.6 Italien - England 0-0 (4-2 efter straffesparkskonkurrence)
England og Italien var kommet ud i straffesparkskonkurrence i EM-kvartfinalen, efter at den ordinære og forlængede spilletid endte 0-0. Italien var på vej ud af turneringen, da Andrea Pirlo skulle sparke holdets tredje straffespark. Der stod 2-1 til England. Pirlo luntede dovent hen mod bolden og tippede denne blødt i mål. Andrea Pirlo udførte en ”Panenka” på smukkeste vis. Joe Hart sprang til venstre i målet – og blev snydt. Genialiteten psykede tydeligvis Joe Hart, der ikke reddede flere bolde den dag. Tilmed brændte England de næste to spark, mens Italien scorede og kom videre til semifinalen.
daniel
9. Hævnens dramatiske 90 minutter
9.12 Manchester City - Manchester United 2-3
Det er muligt, at Manchester Citys succes bygger på en oliesheiks trang til at gå ud i baghaven, hive et par ekstra gange i pumpen og sende stakkevis af millioner til Manchester, men enhver må indrømme, at Premier League er blevet en tand sjovere, efter at Manchester United er blevet udfordret på den trone, som klubben har siddet solidt på siden 1993.
I sidste sæson havde City taget på Manchester United med 6-1-ydmygelsen på Old Trafford og den livsnødvendige 1-0-sejr på hjemmebanen til slut i sæsonen.
Da Manchester United i december vandt 3-2 på udebane blev Citys hjemmebanerekord brudt. Der var et fejlagtigt underkendt mål, et herligt comeback, en scoring i overtiden, kast med mønter fra tribunen og en baneløber.
lund
10. Den gamle dames aflyste guldbryllup
3.11. Juventus - Inter 1-3
Alt var parat til et spektakulært jubilæum. Efter 49 ligakampe i træk uden nederlag, manglede Juventus at holde Inter fra fadet, og da Arturo Vidal efter blot 19 sekunder sparkede Torino-klubben foran, lignede det en given sag.
På sin vis var det som om, at højere magter ønskede at se den gamle dame kunne fejre sit guldbryllup som ubesejret. For dels var Kwadwo Asamoah klart offside, da han modtog oplægget til Vidals scoring – i hvert fald var det tydeligere, end da Inter-angriberen Rodrigo Palacio senere fik en udligning annulleret – og Juve var heller ikke uheldige med, at Stephan Lichtsteiner ikke blev smidt ud efter en grum tackling på netop Palacio.
Men efter en time tippede marginalerne. Diego Militi omsatte et straffespark af de mindre, og et kvarter senere bragte han Inter foran. Hjemmeholdet pressede på for at vende tilbage til den ubesejrede kurs, men i stedet skar Palacio et sidste skår i jubilæumsfesten med en scoring til 3-1. Hvormed Juventus ubesejrede stime forblev på 49 kampe – ni kampe færre end Milans italienske rekord fra 1991-93.
/maz
Har vi glemt nogen kampe?
Hvilken er din favorit?
Deltag i diskussionen.