AGF-angriber skal arbejde i ferien
Davit Skhirtladze skal på træningsbanen, mens holdkammeraterne holder fri.
Superligaen er færdig for i år, og derfor er dens aktører gået på ferie, så batterierne kan blive ladet op og hovedet kan blive friskt igen, inden det går løs igen til foråret i et strabadserende slutprogram fra marts til maj.
I AGF er der dog en enkelt spiller, der ikke kan tillade sig at smække benene op på sofaen og slappe af i december. Angriberen Davit Skhirtladze skal således fortsætte træningen i løbet af vinterferien.
- Han skal møde op til træning flere gange om ugen, hvor Jesper Sørensen ( assistenttræner, red.) og Lars Raundahl Rasmussen skal sørge for, at han kommer op i omdrejninger igen. Han har ikke kunne træne ordentligt, fordi han har fået indopereret noget skinneværk i fingeren. Derfor valgte vi at sende ham på ferie tidligere end de andre, men nu skulle han være klar til at gå på arbejde igen, fortæller AGF-træner Peter Sørensen til Århus Stiftstidende.
Davit Skhirtladze brækkede fingeren tilbage i oktober i en kamp mod OB, og derfor har han været ukampdygtig i resten af efteråret.