Olsen støtter EM i mange lande
Landstræneren mener, at det er en god idé, at EM afholdes i mange europæiske byer i 2020.
Der er fuld opbakning fra landstræner Morten Olsen til at afholde EM i 2020 i mange forskellige europæiske lande.
Morten Olsen ser positivt på idéen, der torsdag aften officielt blev vedtaget af det europæiske fodboldforbund, Uefa.
- Det er meget fornuftigt, at EM bliver spredt ud, fordi det er en stor belastning for nogle lande, hvis de pludselig skal bygge en hel masse nye stadioner.
- Man må gå ud fra, at EM bliver lagt nogle steder, hvor der er stadioner i forvejen, siger Morten Olsen.
Skal spare penge
Tanken fra Uefa er netop, at EM bliver afviklet i de største europæiske byer med gode og store stadioner - for at spare penge i en økonomisk svær tid.
- Nu bliver der nogle gange lavet nogle stadioner, fordi man har brug for en vis kapacitet til sådanne slutrunder. Når turneringen så er forbi, så har man ikke brug for så stor en kapacitet.
- Det kan nogle gange være problematisk, at lande skal lave sådanne prestigestadioner. Det har vi også set til VM i både Sydafrika og i Japan og Sydkorea, mener Morten Olsen.
Halvtommer tribuner
Landstræneren henviser til VM-slutrunderne i 2002 og 2010, hvor flere stadioner efterfølgende stod ubrugte eller halvtomme.
- Bagefter skal stadionerne overtages af klubberne, som kun skal bruge det halve af kapaciteten. Det er lidt frådseri i en tid, hvor det ikke er nødvendigt. Så hvad det angår, hilser jeg det velkomment, forklarer Morten Olsen.
Selve idéen om at få fodbolden ud til mange lande - uden de økonomiske briller - er også godkendt hos landstræneren.
- Det er en fin idé, at man får spredt fodboldens glade budskab. Jeg tror, det skal prøves. Om det så virker, det ved jeg ikke. Det er svært at sige, om man får den samme slutrundefølelse spredt ud.
- Men Europa er jo ikke større i rejseafstande, end når VM bliver afholdt i USA eller andre store lande. Ved næste VM i Brasilien er der også kæmpe store afstande, påpeger Morten Olsen.
Ritzau