Karantænefri Zlatan gav PSG tiltrængt sejr
Efter to spilledages karantæne var den svenske angriber indblandet i alle fire PSG-mål.
Zlatan Ibrahimovic spillede en hovedrolle, da Paris Saint-Germain lørdag bankede Troyes med 4-0 i den bedste franske fodboldrække.
Den svenske angriber, der har været i karantæne i de seneste to ligakampe, var oplægger til de to første mål, før han selv øgede til 3-0 og 4-0.
Sejren var tiltrængt for PSG, der ikke havde vundet de tre foregående kampe. Med storsejren topper hovedstadsklubben nu ligaen med 26 point - et mere end Saint-Etienne og Lyon på anden- og tredjepladsen - efter 14 spillerunder
Hele forskellen
Zlatan Ibrahimovic udgjorde på alle måder forskellen for PSG mod bundholdet fra Troyes, som formåede at give pariserne problemer i starten af lørdagens kamp.
Efter et kvarter driblede svenskeren forbi to forsvarsspillere og afleverede til Maxwell, der kunne bringe PSG i front med 1-0.
Efter pausen leverede Zlatan Ibrahimovic endnu en assist, da Blaise Matuidi øgede til 2-0. Da kampen reelt var afgjort, kunne den høje svensker selv tage imod et par gaver og prikke to indlæg i mål til slutresultatet.
Ibrahimovic er med sine mål mod Troyes suveræn topscorer i den bedste franske fodboldrække med i alt 12 mål i 11 liga-optrædener.
/ritzau/
Ritzau