Thierry Henry er atter på tale i Arsenal
Den franske angriber vender måske igen tilbage til London-klubben som lejesvend efter nytår.
Arsenals tidligere angrebsikon Thierry Henry er muligvis snart tilbage i sin gamle klubtrøje for en kortere periode. Det siger Arsène Wenger, London-klubbens mangeårige manager.
Den 35-årige Henry har netop afsluttet sin sæson i USA, hvor hans klub, Red Bulls, tabte i slutspillets semifinale.
I januar 2012 vendte Henry tilbage til Arsenal på lejebasis, og det blev et succesfyldt comeback for veteranen. Han spillede fem kampe og scorede to mål.
Mest scorende Arsenal-spiller
Franskmanden er med 228 mål Arsenals mest scorende spiller gennem tiderne. Og han er fortsat god nok til den bedste engelske liga ifølge Wenger.
- Han har trænet med os. Vil jeg hyre ham igen i januar? Jeg ved det ikke. Men det kan ikke udelukkes. Han er fortsat skarp, siger Wenger inden onsdagens hjemmekamp i Champions League mod Montpellier.
Arsenal risikerer at mangle angribere i begyndelsen af det nye år, fordi Gervinho fra Elfenbenskysten og Chamakh fra Marokko sandsynligvis begge deltager i turneringen om det afrikanske mesterskab for landshold.
- I år er Gervinho igen væk på grund af African Nations Cup, og jeg kan ikke stå i vejen for Chamakh (hvis han bliver udtaget, red), siger Wenger, der mens Thierry Henry huserede i klubben, havde sin mest succesfulde periode som manager.
Arsenal har ikke vundet et trofæ siden 2005.
Ritzau