Ottmar Hitzfeld får karantæne for lang finger
Schweiz' landstræner får to dages karantæne efter at have givet dommeren fingeren i forbindelse med en kamp.
Det blev dyrt for Ottmar Hitzfeld, at han i Schweiz' VM-kvalifikationskamp mod Norge den 12. oktober havde besvær med at styre sin ene langfinger.
Tirsdag svingede det internationale fodboldforbunds (Fifa) disciplinærkomité øksen over Schweiz' landstræner og tildelte Hitzfeld to spilledages karantæne for utilbørlig optræden og mangel på fairplay.
Ottmar Hitzfeld skal desuden betale, hvad der svarer til 50.000 kroner i bøde og sagens omkostninger.
Kan ikke appelleres
Den iltre træner viste i to tilfælde sin ene langfinger i kampen mod nordmændene, og Fifa's disciplinærkomité kom frem til, at den løbske finger var rettet mod kampens dommer.
Ottmar Hitzfeld har hele tiden bedyret, at fingeren var rettet mod ham selv, fordi han var utilfreds med kampens forløb.
- Man kan da ikke straffe mig, når jeg giver mig selv fingeren, sagde træneren, efter at det kom frem, at han risikerede en straf.
Ottmar Hitzfeld, som tidligere har styret både Bayern München og Borussia Dortmund til Champions League-titlen, skal sidde uden for i Schweiz' to næste kampe i VM-kvalifikationen, som er ude og hjemme mod Cypern.
Afgørelsen kan ikke appelleres, meddeler Fifa.
Ritzau