Graulund bliver træner i AGF
Peter Graulund skal være assistenttræner for AGF's U/19-hold.
Peter Graulund har netop lagt støvlerne på hylden efter en lang karriere i dansk fodbold. De fleste år blev brugt i AGF, hvor han med tiden har opnået en helt speciel status blandt klubbens fans.
Og nu kan tilhængerne glæde sig over, at Graulund bliver i klubben som træner, idet den pensionerede angriber skal være assistenttræner for klubbens U/19-hold samt træne angrebstalenter i alderen 13-19 år.
- Det er rigtig spændende at arbejde med de unge talenter, og det harmonerer godt med, at jeg til vinter starter på A-træneruddannelsen, siger Graulund til klubbens hjemmeside, og han har allerede gjort sig tanker om, hvordan de unge spillere skal præges.
- Det handler meget om, at de skal gøre op med sig selv, om de er villige til at ofre det, der skal til. Der stilles store krav til dem, og derfor kan de kan ikke nå det hele. De er nødt til at give afkald på noget, hvis de vil tage skridtet op på højeste niveau og gøre fodbold til en levevej.
Lidt af et scoop
Også sportschef Brian Steen Nielsen er glad for, at Graulund fortsætter i klubben.
- Med de kompetencer, Peter besidder, er det lidt af et scoop at få knyttet ham til vores talentudvikling. Jeg er sikker på, at han kan bidrage med meget, men modsat kan vores ungdomstrænere også give ham et indblik i trænerfaget, lyder det fra ham.
På U/19-holdet kommer Peter Graulund til at arbejde tæt sammen med Jesper Fredberg, som er cheftræner.
Graulund er allerede startet på det nye job og har således deltaget i en række træninger.