Hvad lavede Makienok?
Brøndbys angriber lavede en underlig jubelscene, da han scorede mod Esbjerg.
Han vendte sig straks og satte i løb mod sidelinjen. Simon Makienok Christoffersen viftede holdkammeraterne væk og fortsatte ud mod cheftræner Auri Skarbalius, som jublede over angriberen anden scoring i kampen. Nååh, han vil takke sin cheftræner for tilliden, tænkte man.
Det gør fodboldspillere jo så tit. Men Makienok fortsatte forbi Skarbalius og forsvandt ud i Brøndbys udskiftningsboks. Der blev han et stykke tid, inden Brøndby-angriberen igen kunne løbe på banen og fortsætte kampen.
»Det var noget, jeg havde aftalt med min angrebskollega Oke Akpoveta. Vi støtter og hjælper hinanden så meget til daglig, så jeg havde sagt til ham, at jeg ville fejre det med ham, hvis jeg scorede,« forklarede Simon Makienok Christoffersen efter kampen.
Ikke nok til sejr
Hans to scoringer var dog ikke nok til en Brøndby-sejr. På otte minutter i begyndelsen af 2. halvleg fik holdet ellers vendt 0-1 til 2-1 på Makienoks to mål, men Magnus Lekven udlignede efter 63 minutter.
»Vi talte i pausen om, at vi var kommet bagud på nærmest den eneste chance, som Esbjerg havde haft, og vi havde domineret hele halvlegen. Derfor havde vi en forventning om, at vi nok skulle få vendt kampen,« sagde Simon Makienok.
Han og holdkammeraterne skabte omkring 10 store chancer i kampen og dominerede spillet via Makienoks hovedspil. Auri Skarbalius afviste dog, at det havde været holdets bedste præstation denne sæson.
Bedre end sidst
»Kampene mod FC København var nok bedre, men det er måske den kamp, hvor vi har skabt flest chancer,« sagde han.
»Det var en bedre præstation end sidst, da vi spillede uafgjort mod Esbjerg her. Vi har tit talt om, at indstillingen var god og så videre, men sejre giver så meget til et hold, og derfor var det bedre i dag,« fortsatte Brøndbys cheftræner.
Til gengæld kunne Esbjergs spillere kun være tilfredse med resultatet, men det var selvfølgelig også det vigtigste. Det ene point holder vestjyderne på Superligaens 10. plads. Tre point foran Brøndby, som er nummer 12, og to foran Silkeborg.
Høj Esbjerg-moral
»Det var et godt hold, vi mødte med nogle gode angribere. Jeg så Brøndbys pokalkamp mod Silkeborg, og da slog Quincy Antipas nærmest ene mand Silkeborg, og så har Brøndby Simon Makienok,« sagde Esbjerg-træner Jess Thorup.
Han var glad for, at hans spillere formåede at spille sig tilbage til et point efter at gå fra at føre 1-0 til at være bagud 1-2 på otte minutter i 2. halvleg.
»Det viser høj moral, at vi kæmper os tilbage efter at have fået sådan en begyndelse på 2. halvleg på Brøndby Stadion, hvor stemningen er høj,« lød det fra Jess Thorup.
Ikke tilfredse
Hverken han eller spillerne var dog tilfredse med spillet.
»Vi er ikke tilfredse med vores præstation. Nogle gange rammer man det bare ikke, og så finder vi for sent ud af, at vi må fighte for det. Der er ingen tvivl om, at Brøndby pressede os, men vi havde de to største chancer i kampen,« sagde midtbanespiller Jerry Lucena med henvisning til Martin Braithwaites to misbrugte friløbere i 2. halvleg.