Fortsæt til indhold
Fodbold

FC Nordsjælland tog priserne

Tre af de store priser ved Fodbold Awards 2012 er gået til FCN, mens aftenens kommentar går til FCK's Nicolai Jørgensen.

Det var et meget overraskende og imponerende mesterskab, som FC Nordsjælland spillede i hus i sidste sæson. Ikke alene overrumplede det, på grund af FC Københavns favoritværdighed. Det blev også vundet på trods af et væsentligt lavere budget end mange af de andre klubber i Superligaen.

Mesterskabet kastede både pokal og Champions League-deltagelse af sig, og nu har det også givet to af holdets spillere og cheftræneren en pris ved Fodbold Awards 2012. Anfører Nikolai Stokholm blev Årets Superligaspiller, mens Jores Okore blev Årets Talent. Kasper Hjulmand blev, ganske som ventet, Årets Træner.

Men lad os først begynde med FC Københavns Nicolai Jørgensen. Det fortjener han efter sin fantastiske kommentar, da han vandt prisen for Årets Mål med sin helflugter i denne sæson på udebane mod OB.

Takke mig selv

"Ja, der er jo lidt svært at takke nogle andre for at score et mål, så først og fremmest vil jeg gerne takke mig selv," sagde Nicolai Jørgensen og høstede aftenens, indtil da, største bifald.

Inden da havde landstræner Morten Olsen kåret Kasper Hjulmand som Årets Træner.

»Det er en træner, som holder fast i sit spillekoncept, og spillerne på hans hold har spillet med hans hjerte og forstand. Kasper Hjulmand,« lød det fra Morten Olsen.

Kasper Hjulmand takkede både sin familie, ledelsen i FC Nordsjælland og trænerteamet, inden han sluttede af med sine spillere.

En leder på banen

»Sidst men ikke mindst. Tak til spillerne. Det er jer, som har vundet slagene og kampene. En kæmpe tak til jer, gutter. Denne er ikke mindst jeres,« lød det fra en tydeligt beæret Kasper Hjulmand.

Nikolai Stokholm blev fremhævet for sine lederevner, og at han har gjort comeback på det danske landshold.

»Han er en leder på banen og dirigerer både det offensive og defensive spil,« blev det blandt andet sagt i begrundelsen for, at Nikolai Stokholm blev Årets Superligaspiller. Jores Okore blev fremhævet for sin fantastiske fysisk og overlegenhed i duelspillet.

Årets dommer blev Kenn Hansen, der blandt andet har fået en række internationale kampe i denne sæson.