Brøndby smed point i Randers
Det ligner et jydekompleks for Brøndby i SAS Ligaen. Klubben mistede for anden gang i efterårssæson point i Jylland, da Randers klarede 1-1 mod mesterskabsaspiranterne. Dermed har Brøndby kun hentet en sejr i Jylland siden oktober i fjor.
Brøndby havde længe kurs mod sæsonens første sejr i det jyske. Det sørgede Kim Daugaard for før pausen, men midt i anden halvleg dukkede Randers-angriberen Djiby Fall op for anden weekend i træk og sikrede kronjyderne det ene point.
I Viborg lignede alt en hjemmesejr, da de grønne midtjyder efter 50 minutter bragte sig 2-0 i front. Men lokalrivalerne fra Silkeborg ville ikke sådan give op.
Tre gange på 14 minutter nettede gæsterne. Sejrsmålet sparkede Thomas Raun i kassen otte minutter fra slutfløjtet.
Det var Silkeborgs første sejr i sæsonen, mens Viborg ligner et hold i krise med kun et point i fem kampe.
I Farum vandt FC Nordsjælland over Vejle med 1-0, mens AC Horsens og Esbjerg delte point i en halvtrist 1-1-kamp.
/ritzau/