Fortsæt til indhold
Fodbold

Spanien skriver: Fans, gnid jer i øjnene

Den historiske sejr til Spanien i EM-finalen går bestemt ikke ubemærket hen i det spanske.

Spanien er europamestre.

Ikke nok med at sejren var historisk i den forstand, at intet landshold tidligere har vundet EM som forsvarende europa- og verdensmester. Sejren kom samtidig i hus på den bedst tænkelige måde: med en magtdemonstration af en 4-0-sejr.

Det giver genlyd i de spanske medier, der svømmer over af begejstring.

"Spansk måleufori og en historisk tredje sejr efter en finale, der var et monument for god fodbold," skriver den spanske avis El País.

Her konstateres det, at den glorværdige spanske dominans er baseret på et unikt fællesskab, hvor De Tre Musketerers budskab om en for alle og alle for en er erstattet med én for elleve og elleve for en.

Fantastiske Alonso

Enkelte skilte sig dog ud, ifølge El País.

"Alonso, fantastisk fra start til slut, med og uden bolden, hårdt kæmpende såvel defensivt som offensivt. Xavi var igen satelitten, som sluttede sig til Iniesta og Cesc (Fabregas, red.) i omløb om italienernes målfelt," lyder det.

Den spanske sportsavis Marca konstaterer jublende:

"Spanien knuste Italien og sikrede en trilogi, som fodboldverden aldrig før har set."

Her kaldes fodboldlandsholdet et dynasti, der har gjort Spanien større end de to andre store nationer i europæisk fodbold; Tyskland og Italien.

Legender

I sportsavisen AS kaldes sejren legendarisk.

"Spanien indtræder blandt legenderne. En fantastisk opvisning mod Italien. Xavis mesterlige spil blev støttet af alle. David Silva åbnede ballet, og Fernando Torres scorede igen i en finale," skriver AS, der samtidig kommer med en opfordring til læseren:

"Du er nødt til at gnide dig i øjnene, men vær forsigtig, så du ikke risikerer at slette, hvad de så i aftes. Spanien har opnået, hvad ingen andre kunne eller har gjort før, og som vi aldrig havde forestillet os. Uden at komme i problemer."

Madrid gik amok i nat - Rom græd