Rasende Buffon kritiserer kammerater
Buffon skubbede og skældte sine holdkammerater ud efter de brændte store chancer i de sidste minutter.
Det gav umiddelbart ikke nogen mening for de millioner af seere, der torsdag så Italien på fornemmeste vis snyde favoritterne fra Tyskland for en forventet finaleplads.
Et kanonresultat af italienerne og et stærkt hold, der ser ud til at kunne give Spanien seriøs kamp til stregen, blev kvitteret med et raserianfald af den italienske målmand, Gianluigi Buffon.
Forklaringen er, at Buffon såmænd blev hidsig over, at Tyskerne i overtiden fik tilkendt sig et straffe og scorede til 2-1.
"Vi kan ikke tage livet så let. Derfor var jeg så rasende. Var Tyskland kommet på 2-2 i ekstratiden, ville vi være blæst om kuld," sagde han ifølge italienske Gazetta dello Sport efter kampen.
Sjusket afslutning
Den erfarne keeper, der til dagligt spiller i Juventus, mente, at nogle af hans holdkammerater havde bragt sejren i fare, fordi de sjuskede på en række oplagte kontrachancer, da Tyskland kastede alt frem til sidst.
"Hvis du kan lave syv mål mod Tyskland, skal du lave syv mål. Hvis de var kommet på 2-2, ville de have slået os 10-2 i i den forlængede spilletid," sagde Gianluigi Buffon.
På trods af at Italien ligner et godt bud på en EM-vinder, mener han alligevel, at holdet har meget at lære.
"Vi skal blive mere modne og lære, at selv om fodbold normalt er en leg, så er det ikke en leg mere, når du står i en EM-finale," sagde han.
Kan kun smile halvt
Der er dog også plads til ros fra den 34-årige målmand.
"Vi spillede en fantastisk kamp, vi kan vinde det hele. Men ved stillingen 0-0 var vi heldige, at alt gik den rigtig vej for os. Vi skal lave nøje analyser af vores sejr."
Han kan ifølge Gazetta dello Sport ikke få sig selv til at juble over Italiens gode resultater, for som han siger.
"Lige nu kan vi kun smile halvt. Vi må se fremad, og måske kan vi smile helt på søndag."