EM's dovneste hold er enormt effektivt

Tjekkerne har til gengæld løbet langt for deres point, viser Jyllands-Postens løbestatistik.

Artiklens øverste billede
De græske spillere har løbet færrest kilometer i gruppespillet. De tjekkiske har løbet flest.

Der er hold til EM, der løber rundt på banen og kæmper for hver en bold, hver en chance og hvert et mål, og så er der hold, som pakker sig sammen i straffesparksfeltet og sender lange bolde frem ad banen i håb om, at en af få angribere scorer det afgørende mål.

Jyllands-Posten har gennemgået Uefas statistikker og regnet ud, hvor langt hvert hold har løbet i gruppekampene.

Se kilometertabellen i bunden.

Kanal 6's fodboldkommentator Morten Bruun har set næsten hver eneste EM-kamp, og han mener, at tallene både viser forventede og overraskende præstationer.

Dovne grækere

Det mest dovne EM-hold - det hold, der har løbet ubetinget mindst og samtidig skiller sig mest ud - er Grækenland. De græske spillere ligger i bunden af løbetabellen med i alt 306,7 tilbagelagte kilometer i holdets tre gruppekampe. Det er langt under Frankrigs landsholdsstjerner, der med 326,1 km har løbet næstmindst.

"Det er ret overraskende og interessant, at der er sådan et voldsomt spring. Men jeg synes faktisk, at Grækenlands andenplads i gruppe A viser, at spillerne er enormt effektive. Det er ikke altid en kvalitet at løbe mest, man skal også løbe rigtigt," siger Morten Bruun til Jyllands-Posten.

Grækerne vandt deres sidste gruppekamp mod russerne, spillede en uafgjort mod Polen og tabte til Tjekkiet. Både mod Rusland og Tjekkiet var grækerne tidligt i kampen tilfredse med resultatet og pakkede sig ned i deres eget straffesparksfelt, mener Morten Bruun.

"Derfor er det lave kilometertal ganske let at afkode. De står meget dybt i banen og er ikke voldsomt interesserede i at angribe. Og ja, så løber man ikke mange kilometer. Skal man give grækerne lidt kredit, må man sige, at jo bedre organiseret et hold er, jo færre meter kommer spillerne til at løbe. Man er i væsentlig større problemer, hvis man kommer bagud 0-1 mod Grækenland end mange af de andre store nationer ved denne slutrunde."

Krigerne fra østen

I den anden ende af skalaen ligger overraskende nok vinderen af gruppe A, Tjekkiet. Holdet tager med 344,5 km førstepladsen for flest løbne kilometer.

"Jeg må sige, at jeg aldrig ville have peget på tjekkerne. Men Tjekkiet har haft nogle defensive kvaler især mod Rusland. Det har betydet, at de virkelig skulle kæmpe og løbe meget for at nå førstepladsen i gruppen," siger Morten Bruun.

Han understreger dog, at man er nødt til at se på hver enkelt kamp, for at forstå hvorfor de forskellige hold har løbet så langt, som de har gjort.

"Tjekkerne blev skilt ad mod russerne. På et tidspunkt må de selvfølgelig give op, men tjekkernes scoring til 2-1 holder dem inde i kampen, og det får dem til at spurte rundt," siger han og vurderer, at Tjekkiet har en god chance mod Portugal i kvartfinalen på grund af, at portugiserne ikke har spillet imponerende.

Manglende edge

På niendepladsen ligger EM-favoritterne fra Spanien. Med en gennemsnitlig boldbesiddelse på 62 pct. har de haft bolden mere end alle andre hold. Den høje boldbesiddelse er en af grundene til, at de spanske spillere ikke behøver at løbe så meget.

"Det viser, at man både kan løbe meget lidt, hvis man ikke har bolden som grækerne, men også at man ikke behøver at løbe så meget, hvis man holder på bolden som spanierne. De spiller med en kolossal, til tider lidt for kolossal, tålmodighed i deres spil. De gennemfører minutlange angreb, og deres løb er på tværs af banen med mange små korte ryk," siger Morten Bruun, der synes, at spanierne har skuffet en smule under gruppespillet.

"De mangler en eller anden edge. Jeg ved ikke, om det er den afgørende motivation, de ikke har."

Polen er et af de hold, der overrasker fodboldkommentatoren mest. Med 329 løbne kilometer ligger holdet på en 13. plads på løbetabellen - langt fra hvad Morten Bruun havde forestillet sig.

"Jeg ville have sat mine penge på, at Polen lå helt i toppen. De ville gerne vise en hel masse, og de jagtede i al fald et resultat i en pænt stor del af deres kampe. De var bagud mod russerne, mod grækerne forsøgte de at kæmpe sig igennem forsvaret, og mod tjekkerne kom de også bagud. Men desværre falder det hele åbenbart sammen."

Morten Bruun mener ikke, at det har nogen betydning for holdenes form i slutspillet, at de enten har løbet mange eller få kilometer i gruppespillet.

"Alle spillerne har omkring samme løbekapacitet, og den er rigelig stor til hele EM," siger han.

Hvert hold har løbet i gennemsnit 111 km per kamp.

Kilometer løbet per landshold

  Land Km/Kamp 1 Km/Kamp 2 Km/Kamp 3 I alt
1. Tjekkiet 118,7 113,4 112,3 344,4
2. Italien 117,3 116,3 109,4 343,0
3. Portugal 112,8 114,4 112,6 339,8
4. Sverige 111,9 113,9 113,5 339,3
5. Danmark 112,9 113,4 112,7 339,0
6. Kroatien 113,8 111,7 111,7 337,2
7. Tyskland 112 111 111,6 334,6
8. Ukraine 112,4 112,1 110 334,5
9. Spanien 111,3 111,4 109,8 332,5
10. Irland 111,2 113,5 105,8 330,5
11. Rusland 113,3 110,7 106,2 330,2
12. England 104,8 112,5 112,6 329,9
13. Polen 103,3 114,3 111,5 329,1
14. Holland 108,8 108,6 110,6 328,0
15. Frankrig 103,9 113,7 108,5 326,1
16. Grækenland 96,1 109,7 100,9 306,7

Kilde til tallene: Uefa

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.