Kvist: 0-0 mod Holland er godt
Danmarks nøglespiller William Kvist har udtænkt en plan for, hvordan det kan lade sig gøre at drille Holland.
Der er blevet talt meget om Hollands styrker. Men William Kvist ser også flere svagheder hos Danmarks første modstander ved EM-slutrunden i Polen og Ukraine.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at måle mig med de bedste. Lege med de bedste. Og forhåbentlig også drille dem, siger midtbanespilleren.
Stuttgart-profilen mener, at et uafgjort resultat i den første kamp vil være en glimrende start på EM for Danmark.
- Vi skal gerne komme godt i gang. Ved pausen kunne den stå 0-0, og så må vi se, om der bliver lukket mere op for posen. Men umiddelbart vil 0-0 være et godt resultat.
Vanskelig opgave i defensiven
Danmark vil stå over for en vanskelig opgave i defensiven, når typer som Wesley Sneijder, Rafael van der Vaart, Robin van Persie og Arjen Robben blæser til angreb mod det danske mål.
- Vi kender alle sammen Sneijder, van der Vaart, van Persie og Robben, som er ekstremt dygtige spillere. Dem skal vi prøve at lukke godt ned, og det bliver en god fælles opgave, pointerer Kvist.
Han har en plan
Den danske midtbanestrateg har også udtænkt en plan for, hvor Danmark kan gøre ondt på de hollandske favoritter.
- De fleste hold har svagheder. Holland er gode til at holde bolden i egne rækker, og de er ekstremt gode til at spille bolden rundt. Nogen gange kan det blive næsten lidt for meget, fordi det ikke altid bliver farligt.
- Det er i hvert fald vores opgave at sørge for, det ikke bliver farligt. Og omvendt har vi også nogle hurtige folk, som i perioder kan sætte gode kontraangreb ind, siger Kvist.
- Rent defensivt vil Hollands fire forreste spillere til tider lave mindre. Og kan vi spille os uden om det første pres, så har de kun seks spillere tilbage, påpeger Kvist.
Kampen mod Holland fløjtes i gang klokken 18 dansk tid i ukrainske Kharkiv.
Ritzau