Fifa slår alarm mod smertestillende medicin
Den medicinske chef i Fifa slår alarm i mod den udbredte brug af smertestillende medicin forud for EM i fodbold.

Forud for EM i fodbold 2012, opfordrer Fifas medicinske leder, Jiri Dvorak, fodboldspillere til at være varsomme med brugen af medicin for at holde smerterne nede. Det skriver BBC.
Opfordringen kommer på baggrund af, at Jiri Dvorak fandt ud af, at næsten 40 pct. af spillerne under VM i 2010 tog smertestillende medicin op til hver kamp.
Smertestillende medicin er ifølge BBC ekstra slemt at indtage for en professionel sportsudøver, fordi nyrerne arbejder ekstra hårdt under den høje intensitet i en fodboldkamp, og det gør nyrerne ekstra sårbare over for påvirkningen af stærk medicin.
Hurtigt retur til banen
Årsagen til den hyppige brug af smertestillende medicin under de store slutrunder i fodbold, skal ifølge Jiri Dvorak findes i, at der hviler et stort pres på lægerne på de enkelte hold.
"De fleste af fodboldholdenes læger er under pres mellem diagnosen og den rette behandling, og de er yderligere presset af at få spilleren tilbage på banen. Hvis det tager dem for lang tid, kan de hurtigt miste deres job," siger han til BBC.
Den tidligere tyske landsholdsspiller Jens Nowotny har selv oplevet, hvor stort presset er på spillerne, men han mener ifølge BBC også, at spillerne selv presser sig selv til det yderste, fordi de selv ønsker at spille, og at der hele tiden lurer en fare for, at en anden står klar i kulissen til at overtage pladsen.
Problemer med nyren
Kroatiens angriber Ivan Klasnic oplevede et nyresvigt, imens han spillede for Werder Bremen i Tyskland i 2007.
Han bebrejder lægerne i klubben for, at de ikke fik stillet en diagnose i tide, og at de fortsatte med at give ham smertestillende medicin, imens ha spillede for klubben.
Sagen er stadig for retten, fordi lægerne i den tyske klub afviser Klasnics anklager med, at hans nyresvigt skyldes genetiske årsager. Han var den første spiller i verden, som oplevede et comeback, efter han fik transplanteret en nyre.