Arshavin: Find dig en usoigneret fyr
Ruslands anfører, Andrei Arshavin, har haft en brevkasse, hvor han gav "gode" råd om kærlighed.
Andrei Arshavin er Ruslands anfører, og hans loyalitet er et af hans vigtigste kendetegn.
Da hans holdkammerat og gode ven, Vladimir Bystrov, blev solgt til Spartak Moskva, der er Zenit Skt. Petersborgs største rival, var Arshavin så skuffet, at han ikke fejrede et eneste af sine mål i den næste kamp for Zenit, hvor han scorede hattrick.
På sin hjemmeside har han tidligere haft en slags brevkasse, hvor folk har skrevet ind til ham, og han har svaret.
Her er et eksempel:
Hej. Jeg er 25 år gammel, og jeg er stadig ikke gift. Det er mine forældre meget kede af. De siger, at jeg måske kommer til at ende som gammeljomfru. Men jeg har ikke lyst til at blive gift endnu. Hvad skal jeg gøre?
Arshavins svar lød således:
Jeg tror, at jeg kan hjælpe dig.
1. Du skal gå ud at finde en usoigneret fyr, som drikker tæt.
2. Når du har fundet ham, skal du forsøge at overbevise ham om, at han skal gifte sig med dig. Du kan sikkert overtale ham til at spille din forlovede for et lille beløb :).
3. Tag fyren med hjem og fortæl dine forældre, at I skal bo sammen. Jeg tror, at det vil få dem til at tænke sig om, inden de pådutter dig deres mening igen.
Artiklen er skrevet af redaktør ved Sports.ru, Ivan Kalashnikov. Under EM-slutrunden kan du følge Ivan Kalashnikov på Twitter.
Denne artikel er bragt i samarbejde med et europæisk netværk af sportsmedier.
Netværket er opstået på initiativ af det velanset britiske medie The Guardian og består af et medie fra hvert af de deltagende lande i Euro2012.