Eriksen: Jeg føler mig ikke presset
Christian Eriksens kræfter slap hurtigere op end normalt.
Christian Eriksens sidste træningskamp blev kun 45 minutter lang og med én ekstraordinær god aktion. En hælaflevering med venstrefoden var med til at skaffe Danmark et straffespark. Det var ikke indsatsen, men trætheden, der var årsag til udskiftningen.
”Mine egne stænger er lidt trætte. Jeg tror, at kræfterne slap op, fordi vi har trænet så hårdt. Jeg følte egentlig, at det gik okay i første halvleg alligevel,” sagde Christian Eriksen til spn.dk efter kampen.
Intet pres
Ind kom Thomas Kahlenberg, men den tidligere Brøndby-spillers genopstandelse er ikke med til at true Christian Eriksens startplads.
”Jeg føler mig ikke presset. Vi har mange spillere, der kan spille de samme pladser, og det er med til at hjælpe holdet. Så bliver man nødt til at spille godt,” sagde han.
”Jeg synes personligt, at når jeg har spillet pladsen i et stykke tid, så vil det være underligt, hvis jeg røg ud,” uddybede Christian Eriksen.
Bedre end ved VM
Selvom spillet til tider gik langsomt, og Australien fik lukket af for den danske offensiv, var Christian Eriksen efterfølgende fint tilfreds med 2-0-sejren.
”Vi er bedre end for to år siden. Det kunne man se i dag, for det var stort set det samme hold, som vi mødte dengang, og selvom vi ikke spillede prangende, vandt vi sikkert,” sagde Christian Eriksen.