Bayern-træner kræver store indkøb
Bayern har mange stjerner, men ikke nok kamp om pladserne, mener holdets træner.
Selv om den tyske storklub Bayern München råder over superstjerner som Arjen Robben, Franck Ribery og det halve tyske landshold, skal der hentes flere stærke spillere til, hvis klubben vil vinde titler.
Det siger Bayerns erfarne træner, Jupp Heynckes, der efter nederlagene i den tyske pokalfinale og Champions League-finalen samt andenpladsen i Bundesligaen mest af alt ønsker sig større konkurrence om pladserne i den sydtyske klub.
- Vi må ændre mange ting. Vi har brug for en kvalitetsmæssigt bredere trup. Vi behøver flere midtbanespillere, mere substans, mere klasse, siger Heynckes i fodboldmagasinet Kicker.
Tre nye spillere
Indtil nu har Bayern hentet tre spillere til den nye sæson:
Den brasilianske midterforsvarer Dante skifter fra Mönchengladbach, den schweiziske dribler Xherdan Shaqiri kommer til fra Basel, mens Hoffenheims målmand Tom Starke ankommer for give Manuel Neuer konkurrence.
Ifølge nyhedsbureauet DPA er det derudover så godt som sikkert, at Werder Bremens veteran Claudio Pizzarro vender tilbage til München for at presse Mario Gómez i angrebet.
Opbakning fra ledelsen
Jupp Heynckes har opbakning til sine krav i Bayern-ledelsen, hvor man ikke vil sidde på hænderne, mens andre klubber tager sig af sølvtøjet.
- På sigt har jeg ikke lyst til altid at blive nummer to, siger præsident Uli Hoeness i Bild.