Olsen roser vragede VM-spillere
Fodboldandstræneren fortryder vragningen af Michael Silberbauer og Michael Krohn-Dehli før VM 2010.
Morten Olsen fejlede ifølge sig selv ved at vrage Michael Silberbauer og Michael Krohn-Dehli til VM-truppen for to år siden.
Han er glad for, at begge spillere de seneste to år har holdt højt niveau og derfor har klaret cuttet til næste måneds EM-slutrunde i Polen og Ukraine.
- Det har de til fulde fortjent. Det var hårdt dengang, fordi de også havde fortjent at komme med til VM i Sydafrika, men der var altså kun plads til 23 spillere i truppen.
- De har rejst sig igen oven på den store skuffelse, og det er det, som topidrætsfolk skal. De var begge vigtige brikker i kvalifikationen, lyder det fra Morten Olsen.
"Dybt rystet"
Silberbauer var for to år siden "dybt rystet", og han "kunne ikke forstå, hvorfor han ikke kom med", mens Krohn-Dehli "aldrig havde været så skuffet".
I dag er skuffelsen glemt, siger Silberbauer.
- Jeg tror, at alle, der bliver sorteret fra til allersidst, vil være skuffede. Men jeg håbede, at vi kunne komme med til en ny slutrunde, så jeg kunne bevise, at det var en fejl, at jeg ikke kom med til VM, fortæller spilleren fra schweiziske Young Boys.
Silberbauer mener, at medierne måske blæste lidt for meget til de ting, han sagde efter at være blevet vraget til VM.
- Jeg sagde sådan set bare, at når man sætter sig nogle mål i livet, så tager man nogle ting op til overvejelse, når man opnår eller ikke opnår de mål, siger allroundspilleren.
Danmark tester EM-formen af på lørdag i Hamburg mod Brasilien.
Ritzau