AGF-træner ser solidt håndværk bag FCN-guld
FC København har været for ringe i de seneste 20 kampe, mener AGF-træner Peter Sørensen, der roser FCN.
AGF-træner Peter Sørensen slutter sig til i koret af fodboldfaglige eksperter, som er klar med roser til de nye danske mestre FC Nordsjælland.
- På forhånd kunne man vel godt se, at FC Københavns dominans kunne udfordres - man havde bare ikke regnet med, at det var FC Nordsjælland, der skulle udfordre den, siger Peter Sørensen.
Alligevel er der en grund til, at netop FC Nordsjælland og ikke en af de andre sekundære klubber overhalede FC København.
- Jeg mener, det her bunder i solidt og godt håndværk. FCN's trænerstab har været fuldstændig sikre på, hvilken vej de ville gå. Og de har haft værktøjerne til at få spillerne til at gå med. De er blevet kontinuerligt bedre, siger Peter Sørensen.
- FCN har haft problemer med at afgøre kampene undervejs, men det har været godt nok til at hente det hold, som er stærkest økonomisk og vel også spiller for spiller, siger Peter Sørensen.
"Utroligt jævnbyrdigt"
Dog skal man heller ikke glemme, at de forsvarende mestre FCK har spillet ringe i alt for stor en del af sæsonen.
- Det har været utroligt jævnbyrdigt, men FCK har været for dårlige i de sidste 20 kampe. De fik jo stort set fuld gevinst i de 10 første, men i de sidste 20 kampe har de ikke gjort det godt nok, siger Peter Sørensen.
- Det er lige modsat af FC Nordsjælland, der startede på et højt niveau og faktisk udviklede sig til at blive bedre og bedre.
- Så der er ikke andet at sige, end at det er et meget, meget flot arbejde, spillere og trænere har lavet i FCN, siger Peter Sørensen.