JP i stort europæisk samarbejde
Jyllands-Posten deltager under EM i et stort europæisk netværk med velansete medier.
Jyllands-Posten er Danmarks internationale avis – også hvad angår sportsdækning. Derfor har vi under EM i fodbold, efter initiativ fra den velansete engelske avis The Guardian, etableret et banebrydende samarbejde med aviser fra de 16 lande, der deltager i dette års EM. Så behøver du ikke kun at få EM dækket fra en side, men kan også se, hvordan man oplever det overalt i Europa.
Seksten journalister med ekspertviden om hver sit landshold har sammensat en pakke af historier om netop deres landshold.
Grundige analyser af alle landsholdene, sjove anekdoter med insiderviden og store portrætter af en landholdsprofil fra hvert land.
Læs f.eks. den fantastiske og rørende historie om Italiens landstræner, Cesare Prandelli, med den alternative ledelsesfilosofi. Han tvang sine velfriserede stjerner til at besøge et fængsel og træne på en konfiskeret mafia-ejendom for igen at bringe dem tæt på folket.For at vise, at også det italienske landshold gjorde oprør mod mafiaen.
Der er også den følelsesladede historie om den kroatiske anfører Darijo Srna, der har levet et liv præget af sin fars forfærdelige oplevelser som barn, og som er så tynget af ansvaret som kroatisk landsholdsanfører, at han går til psykolog for at klare det.
Fra torsdag den 24. maj og frem til begyndelsen af EM vil vi hver dag på jp.dk bringe et stort portræt af en overraskende profil, og ind imellem kan du læse nogle af de sjove, sære og søde anekdoter.
LÆS OGSÅ: Kroatiens svar på Robocop