Bendtner og co. følger dansk guldduel
De danske landsholdsspillere og Morten Olsen følger ivrigt med i Superligaens afslutning.
Landstræner Morten Olsen har stor respekt for det, FC Nordsjælland har bedrevet i denne sæson, og han har fulgt nysgerrigt med i den tætte og spændende afslutning på sæsonen.
Status lige nu er, at FCN fører Superligaen med to point ned til FC København før onsdagens 33. og sidste spillerunde.
- På et eller andet tidspunkt, og da der manglede syv-otte kampe, kunne FC Nordsjælland godt lugte og smage det. Og nu kan de rigtig dufte det, og så bliver jo alvor.
- Det har de jo også både realistisk og klogt meldt ud, siger Morten Olsen.
Har været fan i årevis
Også den tidligere FCK-anfører William Kvist har fulgt guldduellen fra afstand.
- Jeg har været fan af klubben, siden jeg var ni år gammel. Jeg håber da på, at drengene kan redde den hjem. Og jeg vil heppe på FCK onsdag, siger Kvist og tilføjer:
- Man må bare erkende, at FC Nordsjælland har spillet en rigtig god sæson og også over niveau. De har fået tingene til at peake på de rigtige tidspunkter over en hel sæson, og det er rigtig flot med den stabilitet.
En stor fordel
FCN skal bare vinde sin hjemmekamp mod AC Horsens, så er Farum-klubben mester for første gang i klubbens historie.
- Det er klart, at det er en stor fordel at kunne afgøre det selv. Endda på hjemmebane. Det virker ikke til, at FCN haft de store nerver på indtil videre, men det ved man aldrig. Og man må håbe til det sidste, siger Kvist.
Den tidligere KB'er Nicklas Bendtner er overrasket over udviklingen i den hjemlige liga.
- FCK står lige nu til at tabe det. Det havde jeg ikke lige set komme for at være ærlig. Jeg troede, at den var ret sikker.
- Men det er kun godt med spænding, som der også har været i den engelske liga. Det gør det til nogle interessante kampe at se.
- Sådan er det ikke altid i afslutningen. Sidste år vandt FCK jo med mange point, siger Bendtner.
FCK er byens hold
Landsholdsangriberen har altid holdt med FCK i den danske liga.
- FCK er jo byens hold, og det har altid været dem, jeg holdt med, fordi jeg selv er fra København. Da jeg spillede i KB, var jeg et par gange på nedre C og stå at synge sammen med en kammerat.
- Men det var for sjov og for hyggens skyld. Men FCK er klart min klub i Danmark, siger Bendtner.
FCK møder onsdag Silkeborg i Parken.