Ærlig Auri: FCN er alt det vi ikke er
Brøndby-træner Auri Skarbalius virkede opgivende efter endnu et nederlag.
Efter en pointmæssig opblomstring i begyndelsen af foråret er Brøndby gået helt i stå og ligner det, holdet er: Et bundhold.
Træner Auri Skarbalius var søndag vidne til det tredje superliga-nederlag i træk og det sjette i de seneste ni kampe, da FC Nordsjællands guldaspiranter sejrede med 1-0 på Brøndby Stadion.
- Spillerne virkede hurtigere trætte i dag end normalt. Og vi kan mærke, at FC Nordsjælland er et hold i hopla. Hurtig i tankegang, hurtig i nærkampe. Alt det, vi ikke var, konstaterer Auri Skarbalius.
Præsterede ikke nok
Et tegn på Brøndbys elendige sæson illustreres fint ved, at klubbens egne fans jublede over FCN's sejrsmål efter en lille times spil.
- Det påvirker ikke mig, så meget kan jeg sige. Men jeg ved godt, at uanset hvad jeg siger nu, så har I overskrifterne klar, siger træneren.
Men er du overrasket over, at Brøndbys egne fans gør sådan noget?
- Det må du spørge fansene om. Vi leverer det, vi leverer, og så er det ligesom det. Vi præsterede ikke nok til at vinde den kamp. Men jeg siger ikke, at vi ikke præsterede med vilje.
Sådan afgøres det
Brøndby slutter sæsonen som nummer 9 eller 10, mens FCN er i førerposition til at vinde Superligaen, når onsdagens sidste spillerunde fløjtes i gang.
FCN - der hjemme får besøg af AC Horsens - er to point foran FC København, som i Parken møder Silkeborg.