Nordsjælland kan skimte guldet

FC Nordsjælland vandt en af de mest surrealistiske superligakampe nogensinde over Brøndby.

Artiklens øverste billede

Det var ren Twin Peaks i Brøndby, da FC Nordsjælland vandt 1-0 over hjemmeholdet. Selve kampen var så tam, så tam, og Brøndbys tilhængere heppede slet ikke på Brøndby. De holdt med FC Nordsjælland!

Det udnyttede gæsterne til at vinde 1-0, og pludselig er holdet én sejr fra at blive den mest overraskende danske mester siden Herfølge i 2000 på grund af FC Københavns nederlag i Herning. Alt det kræver, er en sejr over AC Horsens på hjemmebane i sidste superligarunde på onsdag. Utroligt, vildt, sensationelt. Bliv selv ved.

Fans holdt med udeholdet

Det mest mærkelige denne søndag på Brøndby Stadion var dog, at hjemmeholdets tilhængere holdt med FC Nordsjælland. Ja, den var god nok, for tabte Brøndby til Farum-drengene, ville FC Nordsjælland komme tættere på mesterskabet.

Derfor blev der kun jublet igennem to gange denne eftermiddag på Brøndby Stadion. Da Kasper Lorentzen scorede til 1-0 på den københavnske vestegn, og da Danny Olsen scorede til 1-0 for FC Midtjylland i Herning mod FC København.

Det var helt væk, men på en eller anden sær måde, kunne man godt forstå Brøndby-tilhængerne. Selv om klubben kan få det svært nok med at blive et midterhold igen, er det fortsat FC København, selvbevidstheden bliver målt imod på den københavnske vestegn. Det er de hvide fra Østerbro, som er fjenden. Samtidig havde Brøndby i tabellen nærmest ikke noget at spille for.

Spil som i plejer

Det kunne i den grad aflæses på stemningen og i sangene fra tribunerne. De var præget af smædesange mod FC København og hånlige sange mod Brøndby IF.

»Spil som i plejer, kom nu Brøndby, spil som i plejer,« lød det hånligt fra Sydsiden med henvisning til sidste weekends 1-5 sæk i Aarhus. Det største Brøndby-nederlag nogensinde til AGF.

Udover disse få sange var der absolut ingen stemning på Brøndby Stadion, og der har sandsynligvis ikke været så tam en atmosfære til en fodboldkamp på denne bane i mere end 20 år.

Prægede spillet

Det prægede spillet, og kampen mindede om en sommerkamp. Der var ingen intensitet, tempo eller bid i nærkampene. Det tekniske niveau var lavt. Især i 1. halvleg. Jens Stryger Larsen havde en stor chance efter 14 minutter, men han fik ikke afsluttet ordentligt.

Derudover var der ikke en målchance i kampens første 34 minutter, men pludselig fik FC Nordsjællands Rawez Lawan to af slagsen. Først da han helflugtede lige på Michael Tørnes efter et indlæg, og minutter efter var han fri i venstre side af straffesparksfeltet. Lawan kunne ikke gøre det til mere end en tåhyler, og den reddede Tørnes. I halvlegens sidste minut sprintede Tobias Mikkelsen overlegent fra Jan Frederiksen på Brøndbys venstre back og fik en friløber ud af det.

I den situation lignede Frederiksen overhovedet ikke en superligaspiller. Mikkelsen forsøgte den fine men langt fra effektive afslutning ved chippe bolden, men også den afslutning havde Michael Tørnes luret.

Ramte nulpunktet

I 2.halvleg ramte stemningen det totale nulpunkt indtil det 58. minut, hvor det hele blev totalt surrealistisk. FC Nordsjællands anfører Nicolai Stokholm havde få minutter forinden fået smasket Simon Makienoks albue lige i hovedet. Det er i øvrigt en kedelig tendens Makienok har fået.

Anførerens svar var at lave et sideskift over 35 meter som var Andrés Iniesta værdigt. Modtageren var Michael Parkhurst, der hurtigt spillede Kasper Lorentzen fri. Han scorede sikkert mod sine gamle holdkammerater.

Lige der var det, at det blev helt, helt sært.

Målet blev scoret ned mod Brøndbys mest inkarnerede tilhængere, på Sydsiden, og de jublede alle sammen over FC Nordsjællands mål. Resten af stadion klappede, men her stoppede pinlighederne ikke.

Heppede igen

Minutterne efter begyndte Sydsiden nemlig at synge ”I ligger nummer et” mod FC Nordsjælland. Et billede på, at holdet fra Farum i det moment førte Superligaen og på, hvor skidt det hele er i Brøndby IF. Tilhængerne havde simpelthen betalt for at heppe på modstanderen!

Med omkring 20 minutter tilbage af kampen blev Nordsjællands Kasper Lorentzen så skiftet ud til klapsalver fra hele stadion. Store dele af Sydsiden råbte endda taktfast Lorentzens navn igen og igen.

Med 10 minutter tilbage af kampen begyndte man at kunne ane, at nerverne sneg sig under huden på FC Nordsjællands spillere. Anfører Nicolai Stokholm svinede Rawez Lawan til, fordi svenskeren ikke kæmpede nok, og det ellers så bundsolide midterforsvar med EM-spilleren Andreas Bjelland og Jores Okore var forkert placeret i et par tilfælde.

Træner Kasper Hjulmand vandrede hvileløst rundt i det tekniske felt foran udskiftningsbænken, og han lignede en meget nervøs mand. Hjulmand kunne dog se sekunderne tikke, og i overtiden rejste Brøndbys tilhængere sig op og klappede udebanesejren i hus.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.