Lyngby saksesparket i 1. divison
OB sikrede sig endnu en sæson i Superligaen og endda med storsejr og saksespark.
Kan OB bare ikke tabe? Efter 4-0 sejren over Lyngby søndag eftermiddag trængte spørgsmålet sig naturligvis på. Eller, det gjorde det nok i virkeligheden ikke, selv om det var tredje fynske kamp i træk uden nederlag.
For det var immervæk også OB’s første sejr i 167 dage – den første hjemmebanesejr i semivanvittige 231 dage. Rettelig handlede det store spørgsmål ved kampen i Odense sig nok om nedrykning, og der er svaret endelig endeligt: Lyngby rykker ned, OB hutler sig til endnu en sæson i den bedste liga.
En freakfaktor
Bortset fra freakfaktoreren – det underholdende i, når et af de traditionelt store hold skal ned og spille på diverse småstadions i 1. divison – er der heller ikke så meget at sige til det.
Ikke mindst bedømt ud fra kampen mod Lyngby. OB viste, at det er det bedste af de to hold, og ikke mindst at profilerne er større. Især malieren Kalilou Traoré, der ellers kun har vist sit talent i sporadiske glimt i en skadesplaget sæson, viste, at han besidder både råstyrken og det rå talent til at afgøre fodboldkampe. Således var det ham, der skabte målet til både 1-0 og 2-0.
Første gang viftede han sin modstander bort med nonchalant lethed, tog et par træk, og sparkede bolden gennem Lyngby-målmand Lukas Fernandes. Som dog også nok må konstatere, at han fik præsteret sin unge karrieres første målmandsdrop, da han burde have kunnet skubbe bolden væk.
En følt aflevering
Få minutter senere erobrede Kalilou Traoré endnu engang bolden foran Lyngbys felt, og sendte med en følt aflevering bolden til en godt kæmpende Morten Skoubo i feltet, der let kunne spille Rasmus Falk fri, så U21-angriberen kunne score sit første mål i år.
Her kunne man så nævne, at OB havde mulighed for yderligere scoringer i første halvleg. Men man kunne i lige så høj grad nævne, at Lyngby så sandelig også havde det efter pausen. Hvilket naturligvis tjener til stor ros for aldrig at give op – i kampen såvel som i foråret generelt – men samtidig viste det også, at OB fortsat er et uhyggeligt skrøbeligt hold, hvor det næste forsvarskoks altid ligger og lurer.
Det, som de mange fynske fans, glædede sig mest højlydt over i anden halvleg var da også, når det blev annonceret på stadion, at Nordsjælland var kommet foran og FC København bagud. Selv om man er alt andet end en del af mesterskabskampen, kan man jo godt hovere lidt alligevel.
Alvor i røsten
Jo, og så jublede hjemmepublikummet over målmand Stefan Wessels. I begyndelsen med mere end en snert af irone – ”ein, zwei, drei – Wessels ist ein Maur” gjaldede igen og igen – men efterhånden også med mere alvor i røsten. For tyskeren havde sin andel af sine karakteristiske og særprægede bokseredninger ud i feltet, men han havde også sin andel i sejren med flere store redninger. En enkelt gang greb han endda bolden, hvilket ellers ikke just er sædvanen.
Endelig blev der naturligvis jublet, da Andreas Johansson 10 minutter før tid fik bugseret den tredje hjemmeholdsscoring ind. Og da Kalilou Traoré en del mere akrobatisk fik saksesparket mål nummer fire i kassen og dermed sendt Lyngby i 1. division med manér.