Drogba vil revanchere tabt CL-finale
Chelsea-spilleren havde en uheldig rolle, da klubben for fire år siden tabte CL-finalen.
Didier Drogba er blandt de nuværende Chelsea-spillere, som for fire år siden var med til at tabe Champions League-finalen til Manchester United i Moskva.
Angriberen blev udvist i den kamp, og han er opsat på revanche i aftenens Champions League-finale mod Bayern München.
- Jeg har oplevet mange skuffelser, men jeg har også positive oplevelser, og jeg vil forsøge at sikre, at mine holdkammerater får en god oplevelse ud af denne finale, siger angriberen til AFP.
En overtændt Didier Drogba blev udvist i 2008-finalen fem minutter før udløbet af den forlængede spilletid.
Gled i græsset
Det røde kort fratog reelt Chelsea muligheden for at afgøre kampen i effektiv spilletid, og holdet manglede en normalt sikker skytte i den efterfølgende straffesparkkonkurrence.
Her kunne den i årets finale karantæneramte John Terry i stedet have sikret Chelsea sejren, men anføreren gled i græsset og brændte.
Chelsea har syv spillere med i bruttotruppen til finalen mod Bayern München, som kom på banen i finalen for fire år siden. Og de har ventet længe på at få revanche.
- Efter finalen i Moskva troede de fleste af os, at vi ville nå finalen næste år. Men man kan se, hvor svært det er at komme i finalen, siger Didier Drogba.
Finalen på Allianz Arena i München går i gang klokken 20.45.