FCK-boss: Superligaen er syg
For at redde Superligaen vil FCK-direktør have flere penge til at skabe en konstant top-tre.
Superligaen er blevet for kedelig og skal reddes af færre hold og indførelsen af et slutspil.
Sådan lyder vurderingen fra FC Københavns direktør, Anders Hørsholt, i et debatindlæg i Berlingske, hvor han tegner en dyster fremtid for Danmarks bedste fodboldrække.
- Selv om vi i FC København leverer og igen spiller med om guldet, er nerven og intensiteten i Superligaen på kraftig retur. Hvilket betyder, at den kommercielle værdi falder, mener Hørsholt.
Faldende indtægter
Han henviser til faldende tilskuertal og faldende sponsorindtægter i flere klubber. Og på et tidspunkt kan det også gå ud over tv-aftalen, der hvert år sikrer klubberne et trecifret millionbeløb.
Han mener, at de bedste klubber skal tilgodeses økonomisk, så der bliver skabt en konstant top-tre i Danmark.
- Hvis ligaen skal være attraktiv og leve op til sin markedsværdi, kræver det, at disse klubber hvert år udgør top-tre og spiller med om guldet.
- I år er det desværre kun FCK blandt de kommercielle dynamoer, der er med i topstriden, fortæller direktøren.
Svaghedstegn
- Naturligvis er det charmerende og forfriskende, at andre klubber blander sig i topstriden, men grundlæggende er det et svaghedstegn, mener Hørsholt og fortæller, at det heller ikke er mindre klubber som Mainz og Stoke, der driver udviklingen frem i henholdsvis Tyskland og England.
FCK-bossen mener, at turneringsstrukturen skal genovervejes. Der skal være færre end de nuværende 12 klubber i Superligaen og indføres et slutspil, så størstedelen af pengene går til de klubber, der driver udviklingen.
- Klubber som Brøndby og FCK modtager vel det halve af, hvad de kampe reelt er værd på tv-markedet. Det holder ikke i længden, og det bør fællesskabet acceptere.
- Alternativt udvandes den samlede superligaværdi, og dermed pengestrømmende til alle klubberne, mener Anders Hørsholt.
Skal topklubberne have flere penge? Og skal der indføres et slutspil? Hvad mener du?