Morten Olsen har et angrebsproblem
Fodboldlandstræner Morten Olsen har svært ved at finde dygtige angribere til sit EM-hold.
Kun angrebspladserne giver for alvor landstræner Morten Olsen hovedpine inden næste måneds fodbold-EM i Polen og Ukraine.
Det er facit efter onsdagens udtagelse af de første 20 af i alt 23 spillere til den endelige trup.
Indtil videre er kun Nicklas Bendtner med som rigtig angriber.
- Vi har ikke fem-seks angribere, som er i spil. Det må vi se i øjnene. Vi har ikke nok angribere, som på nuværende tidspunkt er gode nok mod de modstandere, der venter på os, siger Morten Olsen med henvisning til Holland, Portugal og Tyskland.
N. Pedersen træner med
En mulig Bendtner-reserve er Nicklas Pedersen, som i denne sæson kun har scoret ét ligamål for Groningen i Holland.
Nicklas Pedersen er i første omgang ikke udtaget til EM, men skal resten af ugen træne sammen med landsholdet og overbevise Morten Olsen om, at han er værd at satse på til slutrunden.
- Det er rigtigt, at han ikke har scoret mål, men når han har været med på landsholdet, har han været lige ved og næsten.
- Nicklas Pedersen passer fantastisk ind i den form for fodbold, vi nu engang spiller, og det er vigtigt. Han har spillet en del kampe internationalt og spiller på et højt niveau i Holland.
- Vi kunne også vælge spillere, der slet ikke har været med før, men i det er der også en del risici, minder Morten Olsen om.
Ingen garanti
Landstræneren har ifølge ham selv ikke garanteret Nicklas Pedersen noget som helst.
- Jeg har ikke sagt, at han står bedst. Jeg har sagt til ham, at han har fået en mulighed for at vise, at han er fit, og så må vi se tingene an, siger Morten Olsen.
De sidste tre spillere udtages formentlig 24. maj - dagen efter afslutningen på Superligaen.
Ritzau