Skuffet Junker: Det er slut
Den vragede Roda-angriber er dybt skuffet over den manglende EM-billet.
Mads Junker har umiddelbart et fodbold-CV, der berettiger til en plads i Morten Olsens EM-trup, der efter dagens præsentation blot indeholder én angriber.
Han er anfører i hollandske Roda, han har været en del af landsholdstruppen i store dele af kvalifikationen, nå ja, og så har han scoret 48 mål på tre sæsoner for sin hollandske klub. En målnæse kun få danske angribere kan hamle op med.
Dybt skuffet
Alligevel blev han ikke nævnt, da Morten Olsen offentliggjorde EM-truppen, og det skuffer angriberen.
"Umiddelbart er jeg dybt skuffet og ærgerlig over, at jeg ikke skal med til slutrunden. Men det er heller ikke sådan, at det kommer fuldstændig bag på mig. Jeg må respektere, at landstræneren har vurderet, at der er andre, der kan gøre det bedre på min position. Men jeg er skuffet over valget," siger Mads Junker til sporten.dk.
Afviser kritik
Til sporten.dk fortæller Junker, at han har spillet samtlige 34 kampe fra start i denne sæson, samt at han både har spillet som enlig angriber og den hængende 10'er.
Derfor giver han ikke meget for den evige kritik, der lyder, at han ikke passer ind i landsholdets system. Og med den manglende udtagelse til slutrunden, ligner det, ifølge angriberen selv, at han har spillet sin sidste kamp under Morten Olsen.
"Det tror jeg nok. Noget kunne tyde på det. Jeg har svært ved at se, at jeg med min alder vil være en, der bliver satset på i den nye VM-kvalifikation," slår han fast.