Norsk hold lod modstander score med vilje
Kun målmanden var uenig, da Branns spillere gav modstanderen et gratis mål.
Branns Chukwuma Akabueze og Lillestrøms Bjørn Bergmann Sigurdarson scorede begge hattrick, da Brann slog Lillestrøm med 4-3.
Alligevel er det ikke deres imponerende præstationer, der har stjålet overskrifterne efter søndagens kamp.
Det mest opsigtsvækkende skete nemlig, da Lillestrøm spillede bolden ud over sidelinjen, fordi en spiller lå og ømmede sig.
Uventet mål
I bedste fairplay-stil ville Brann efterfølgende skyde en lang bold ned i Lillestrøms ende af banen.
Men i stedet for at få bolden retur sprang den over målmand Stefan Logi Magnusson og i mål.
Målmanden uenig
Dommeren havde ikke andet valg end at anerkende scoringen til 4-2, og det medførte store diskussioner blandt Brann-spillerne om, hvorvidt man som kompensation skulle give Lillestrøm et gratis mål.
"Der var en polak, som ikke var helt enig, men jeg syntes, at det var relativt enkelt. Det manglede da bare, at vi lod dem score," sagde Brann-træner Rune Skarsfjord efter kampen til Norsk TV 2.
Branns polske målmand Piotr Leciejewski var som eneste Brann-spiller ikke enig i at give et gratis mål bort, og han forsøgte derfor forgæves at redde bolden.
Se TV-klip med den usædvanlige scoring på VG.no. Sidst i videoen kan man se situationen, hvor Branns Erik Mjelde ved et uheld passerer Lillestrøms målmand.