Dortmund ydmygede Bayern
Bundesligaens mesterhold Dortmund vandt den tyske pokalturnering efter storsejr.
Kan man sætte sig op til en tysk pokalfinale, når man som Bayern München har syv dage til en finale i Champions League?
Både ja og nej, men tilsyneladende mest det sidste, for Borussia Dortmund spillede klart bedst og vandt pokalen med en 5-2-sejr over storklubben fra München.
Dermed har Borussia Dortmund både vundet mesterskab og pokal i Tyskland.
Drømmestart
Dortmund fik en drømmestart på kampen, da japaneren Shinji Kagawa bragte det tyske mesterhold foran efter bare tre minutter.
Men Bayern München fik en hjælpende hånd af Dortmunds målmand bare 20 minutter senere, da målmand Roman Weidenfeller nedlagde Mario Gómez i feltet.
Dommeren fløjtede helt retfærdigt for straffespark til Bayern, hvilket Arjen Robben udnyttede og bragte derved sit hold på 1-1.
Kampen lukket
Men i første halvlegs sidste fire minutter lukkede Dortmund kampen med to scoringer. En på straffe af Mats Hummels, og øjeblikket senere scorede Robert Lewandowski sit første af tre mål lørdag aften.
Polakken var også manden bag målet til 4-1 og 5-2. Inden det sidste havde Franck Ribery reduceret til 2-4.
Borussia Dortmund vandt det tyske mesterskab 21. april med en sejr på 2-0 over Mönchengladbach i tredjesidste spillerude.
Bayern München spiller Champions League-finale mod Chelsea på lørdag hjemme på Allianz Arena i München.