Trods DBU-dom: Lyngby kæmper videre
I Lyngby fastholder man, at motivationen stadig er intakt i truppen trods truende nedrykning.
I den forgangne uge bekendtgjorde Dansk Boldspil-Union (DBU), at Lyngby Boldklub på grund af utilstrækkelige stadionforhold ikke får licens til at spille i Superligaen i næste sæson.
Dermed er holdet i praksis allerede rykket ned i 1. division, men det har ikke betydning for spillernes motivation.
Det fastholder midtbanestrategen Anders Christiansen trods en blodfattig indsats i lørdagens 0-2-nederlag til FC Nordsjælland.
- Nej overhovedet ikke. Uden at jeg vil komme nærmere ind på det, har vi haft en snak med klubben, så det har ikke haft nogen betydning for os, siger Anders Christiansen.
Han ærgrer sig over nederlaget til FC Nordsjælland.
- Jeg står med en rigtig dårlig følelse. Vi vidste godt, at FC Nordsjælland er godt spillende, måske landets bedste, men vi stod egentlig okay i første halvleg.
- Så fik de et lortemål lige før pausen, og så løb vi tør for kræfter i anden halvleg, siger Anders Christiansen.
Lyngby-træner Niels Frederiksen afviser også, at lørdagens tynde Lyngby-præstation har rod i, at hans spillere ikke selv kan afgøre nedrykningsspørgsmålet på banen.
- Det havde ikke noget med det at gøre. Vi møder et godt hold, og vi var lidt brugte og trætte, siger Niels Frederiksen.
Lyngby har anket DBU's licensafgørelse, og Anders Christiansen mener derfor, at holdet stadig har en del at kæmpe for i sæsonens sidste tre runder.
- Der er stadig en lille mulighed for at blive oppe i Superligaen, og den skal vi selvfølgelig forfølge, siger Anders Christiansen.