Superligaen lever efter topopgør
Bedst som man troede, at FC København ville bade endnu et mesterskab hjem, åbnede FCN Superligaen.
Tag lige at smag på den her.
Det er altovervejende FC København, som gennem holdets europæiske præstationer i de seneste fem år har skaffet denne sæsons danske mester en direkte plads i Champions League-gruppespillet efter sommerferien.
Vi taler om en gevinst på 100-150 mio. kr.
Tænk hvis FC Nordsjælland hugger den plads, alle tror er FC Københavns?
Tænk, hvis der skal spilles Champions League i villakvarteret i Farum!
Nu er der spænding
Det er nu realistisk. Midt i følelsen af at Superligaen blev åbnet med FC Nordsjællands 1-0 sejr over FC København skal man dog huske på, at FC København fortsat fører med tre point og har en otte mål bedre målscore.
Mesterskabet ligger fortsat lige foran FC København, men nu er der spænding.
Det var der i 1. halvleg intet, som tydede på, ville ske. FC København havde total kontrol med det opspil og de flydende kombinationer, så mange har beundret FC Nordsjælland for hele foråret.
Claudemir var tilbage tæt på den form, som da han var bedst i Champions League-sæsonen, og Pierre Bengtsson spillede godt.
Samtidig lavede FC Nordsjælland fejl. Ikke den slags der med sikkerhed giver mål, men de små af slagsen på egen banehalvdel, som på et eller andet tidspunkt bliver straffet af et hold som FC København.
Mens man blev en smule irriteret over, at FC Nordsjælland ikke så ud til for alvor at kunne udfordre FC København i den længe ventede topkamp, frydede man sig over fodboldatmosfæren på Farum Park, der så længe har været en gå mellemregning af et fodboldstadion midt i Superligaens ingenting.
Højlydte FCK-fans
Denne aften lugtede det af øl og pølser på tribunerne. Solen lyste i skyggerne på Farum Park. Folk uden hang til fodbold ville kalde det en stank. For os andre var det en duft. Samtidig kunne synet af, for en gangs skyld, fyldte tribuner i Superligaen og den tætte lyd af stemning ikke andet end at give humøret en tak eller to opad.
Især FC Københavns tilskuere lavede en god lydkulisse. Midt i denne tid, hvor fodboldfans bliver lagt for had, viste de, hvordan fodboldstemning kan være, når det er godt. Selv da de var ved at tabe.
I bare maver sang københavnerne fra begyndelsen til ende fra deres udebaneafsnit. Nej, de sang faktisk ikke.
De skreg ofte, og det gav FC København en lille hjemmebane, for der var egentlig bedre FCK-stemning denne aften i Farum end til de fleste af FC Københavns opgør i Parken.
Alt det førte til, at FC København havde fire store chancer i 1. halvleg, mens FC Nordsjælland ingen havde, hvis man ser bort fra Nicolai Stokholms skud fra kanten af straffesparksfeltet, som han næsten høvlede over i villakvartererne bag Farum Park.
I den anden ende burde César Santin have scoret på mindst en af sine to store chancer, og elegante Pierre Bengtsson så knapt så elegant ud, da han skulle afslutte med sit frosne højreben i en fri position i straffesparksfeltet.
Genialt bandespil
Man ventede blot på målet til FC København, men der stod jo 0-0, så Superligaen levede fortsat, og så ramte FC Nordsjælland 10 gode minutter i begyndelsen af 2. halvleg, og mere skulle der ikke til.
Hvis man er flink ved Mikkel Beckmann, havde han været anonym indtil da. Er man hård ved ham, var han dårlig. Så pludselig spillede han en genial bande med anfører Stokholm og følte bolden fra ca. 25 meter over Johan Wiland. Superligaens bedste målmand var chanceløs.
Derfra var det FC København overalt. EM-emnet Andreas Bjelland blev smidt ind i midterforsvaret efter fire ugers skadepause, men det hjalp ikke. Lars Jacobsen strøg to gange igennem langs baglinjen, og den ene gang burde Christian Bolaños udlignet, men han skød over mål.
Angrebene væltede mod FC Nordsjællands mål, og til tider var der populært sagt panikangst i FC Nordsjællands straffesparksfelt. Det var således ubegribeligt, at FC København ikke scorede på en enorm dobbeltchance efter et hjørnespark, da César Santin skubbede bolden forbi mål fra omkring en meters afstand.
I sidste minut reddede Jesper Hansen flot et knaldhårdt skud fra Lars Jacobsen, og Kris Stadsgaard headede lige forbi. Ind ville bolden ikke, og så er Superligaen helt åben.