Hjulmand er usikker på ambitionerne

Kasper Hjulmand jubler over det, som FCN har præsteret i efteråret, men meget kan stadig ske.

Artiklens øverste billede

FC Nordsjælland er med dagens sejr over Silkeborg sikker på at slutte i top-2 i efterårets Superliga.

Det er en sejr for den måde, man gennem mange år har bygget en spillestil op i Farum, mener træner Kasper Hjulmand.

- Jeg har fået lov til at være i en klub, der giver den ro, at vi har fået lov at arbejde videre med en strategi.

Mere sikre

- Vi er blevet mere og mere sikre på det, og det kryber ind under huden på hele organisationen, specielt spillerne. Det er noget, der kan lykkes, siger Kasper Hjulmand.

Alligevel mener han, at de to pokalsejre, som FC Nordsjælland har hentet sidste år og i år, er vigtigere end den nuværende andenplads.

- Det med at få pokaler i skabet er rigtigt, rigtigt vigtigt. Det er noget af det, man husker, når man stopper engang. Vi er inde i en proces, og jeg mener ikke, vi har kulmineret endnu, siger Kasper Hjulmand.

100 mio. på spillere

Træneren er dog ikke meget for at melde ud, hvad efterårets andenplads betyder for FC Nordsjællands sæsonambitioner.

- Lad os forudsætte, at alle kører videre med de trupper, de har nu. Så ser det rigtigt fint ud. Men vi ved ikke, om FC Midtjylland bruger 100 millioner på nye spillere.

- Der kan ske en masse i et transfervindue. Vi bliver mere konkrete, når vi når til marts, siger Kasper Hjulmand.

FC Nordsjælland slutter efterårssæsonen mod FC Midtjylland om en uge.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen