- Opdateret 16/11/2011 kl. 19:22
Suárez sigtet i racismesag med Evra
Liverpools Luis Suárez bliver sigtet i sag, hvor han angiveligt har sagt racistiske ting til Patrice Evra.
Skidt nyt for Liverpool-angriberen Luis Suárez.
Det engelske fodboldforbund (FA) har onsdag sigtet Uruguay-spilleren i den meget omtalte racismesag, hvor han under en Premier League-kamp mod Manchester United 15. oktober angiveligt skulle have sagt grimme ting til den mørkhudede United-spiller Patrice Evra.
FA vurderer - efter at have haft sagen til behandling - at Suárez har fornærmet Evra verbalt under kampen, så det er imod FA's reglement.
Fodboldforbundet vurderer også, at Suárez har svinet Evra verbalt til med henvisning til franskmandens etnicitet eller hudfarve.
Liverpool bakker Suárez op
Liverpool og manager Kenny Dalglish har tidligere været ude og forsvare Suárez.
- Det eneste, jeg vil sige - og så er den sag lukket - er, at denne fodboldklub og alle omkring klubben står totalt bag Luis Suárez.
- Der var nogle beskyldninger efter kampen om, at han filmede hele tiden, og så var der beskyldningerne fra Patrice Evra.
- Selvfølgelig er de ting følelsesladede, men vi støtter vores spiller i begge sager, har Dalglish sagt, mens Evra selv har sagt følgende om sagen:
- Kameraerne er der, og de burde kunne se ham sige et bestemt ord til mig mindst 10 gange. Det hører ikke hjemme i 2011.
Ferguson ikke i tvivl
United-manager Alex Ferguson har også kommenteret sagen tidligere:
- Der er ikke skyggen af tvivl i mit sind om, hvad der skete med Patrice på Anfield, men det er er fodboldforbundets ansvar at få redet det ud, har Ferguson udtalt.
På nuværende tidspunkt ønsker FA ikke er kommentere sagen yderligere.