Juventus kræver 3 mia. i erstatning

Italiensk storklub kæmper fortsat for erstatning efter match-fixing-skandalen i 2006.

Artiklens øverste billede

Juventus har rejst en sag mod det italienske fodboldforbund (FIGC) med krav om 3,3 milliarder kroner i erstatning for en større match-fixing-skandale i 2006.

Det meddeler flere italienske medier tirsdag.

Den Torino-baserede klub anklager FIGC for urimelig behandling og manglende handling i kølvandet af match-fixing-sagen, calciopoli, som endte med, at Juventus blev tvangsnedrykket til den næstbedste italienske fodboldrække, Serie B.

Juventus blev frataget ligatitlerne i 2005 og 2006, og klubben har indædt forsøgt at få omgjort afgørelsen siden.

Imødekommet på et punkt

Juventus er imødekommet på et punkt. Ifølge den første afgørelse skulle Juventus flyttes ned i den tredjebedste række, men efter en anke blev det besluttet, at Serie B var straf nok.

Calciopoli-sagen handlede om, at Juventus og en række andre italienske topklubber havde et samarbejde med fodbolddommerne i Serie A.

Også AC Milan, Lazio, Fiorentina og Reggiana var involveret i sagen, som blev opklaret af politiet efter afsløringer af telefonsamtaler mellem trænere og dommere.

Sagen betød blandt andet, at Juventus mistede Zlatan Ibrahimovic til Inter.

Ifølge Gazzetta dello Sport gør Juventus krav på 444 millioner euro i sagen, der er rejst i byen Latium.

Ritzau

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen