Lars Jacobsen vil sikre sig lang kontrakt
Lars Jacobsen er træt af at gå rundt i uvished om sin fodboldfremtid.
Den næste klub, der bliver enig med Lars Jacobsen om en ny kontrakt, skal være parat til et samarbejde, der varer mindst et par år.
Det kræver den 32-årige landsholdsspiller, som i øjeblikket er på kontrakt i FC København frem til årsskiftet.
Vil gerne have ro
Lars Jacobsen er træt af at gå rundt i uvished, og han vil gerne have ro på i en længerevarende periode efter et par meget turbulente år i skiftende klubber.
- Det har højeste prioritet at sikre min fremtid de næste par år. Det vil jeg også have for min families skyld, der har levet med en forholdsvis kort kontrakt denne gang.
- Så den næste kontrakt skal være længerevarende og et sted, hvor vi kan have en fast base. Det er helt sikkert, siger Lars Jacobsen.
Vil gerne til udlandet
FCK er en blandt flere mulige fremtidige løsninger, men højrebacken vil også gerne til udlandet igen.
-Jeg har ikke fået afklaret min fremtid endnu, så jeg holder alle døre åbne, og alle er velkomne til at se, om jeg kan bruges til noget.
- Jeg vil ikke afvise noget. Jeg vil gerne spille i udlandet, men jeg kunne også godt forestille mig at blive i Danmark, forklarer Lars Jacobsen.
Hurtig afklaring
På landsholdet viste han sine kvaliteter med oplæg til de to mål i fredagens 2-0-sejr over Sverige, og tirsdag aften er der igen mulighed for at vise sig frem i venskabskampen mod Finland i Esbjerg.
- Jeg vil gerne have en afklaring så hurtigt som muligt, og så må vi se, hvor det bringer mig hen. Det hjælper altid at præstere på banen. Det er noget, folk lægger mærke til, og jeg skal fortsætte med at levere solide præstationer.
- Så håber jeg også, at det kaster noget godt af sig efter nytår, understreger Lars Jacobsen.
Den tidligere West Ham-spiller ønsker dog ikke at komme til et bundhold, som skal jagte bolden hele tiden.
- Det vil passe bedre til mit spil at spille på et hold, der har bolden mere end modstanderen. Det sportslige vejer også tungt, forklarer Lars Jacobsen.